Mennesket er glemt i klinisk forskning!

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Mere nuancerede forskningsmetoder bør diskuteres og implementeres, så der opnås bedre relevans for den kliniske dagligdag.

I sin Replik den 22. august diskuterer professor Henning Beck-Nielsen, hvorvidt man bør følge rekommandationerne fra DIAP (Diabetesomsorg i almen praksis) og starte med livsstilsintervention ved konstateret type 2-diabetes eller følge guideline-gruppens anbefaling om straks at starte metforminbehandling.

Siden vi sammen diskuterede dette emne på Bornholm for 10-15 år siden, er professoren nået til, at guidelines nok ikke bør følges. selv om han dengang svarede mig, at det var vist, at livsstilsintervention ikke gav resultat. Det var også dengang svært at vise holdbare resultater ved de i mine øjne forkerte forskningsmetoder, som vi fortsat støtter os til.

Mr. Know All

Mit postulat er: »at megen dansk og international klinisk forskning er irrelevant. Og det er professorens diskussion også«. Kolleger som »Mr. Know All« dr. P. Gøtzsche fra Cochrane Centeret får uden ydmyghed alle til at tro, at den randomiserede vej til evidensen er sandheden. Metoden, der er velegnet til farmakologiske og kvantitative opgørelser, burde for længe siden være skrottet til fordel for kvalitative projekter, der handler om mennesker. Disse isolerede forskere starter ofte karrieren med en ph.d.-afhandling lige efter studiet og møder ikke virkelighedens verden, hvor patienter er mennesker med en personlig vilje og store individuelle forskelle, der er kendt af de fleste klinikere. For nylig blev den optimale astmabehandling her i Ugeskrift for Læger beskrevet som »Skræddersyet Management«, hvilket må gøre ondt på »Mr. Know All«, men sådan bør klinisk behandling være!

Irrelevant forskning

Ved en nydiagnosticeret type 2-diabetes er patienten en partner, der informeres om interventionsmulighederne og så selv træffer et valg. Der er dem, der ikke orker flere slankekure og hader motion, og der er dem, der vil gøre alt for at slippe for medicin og helt specielt insulinsprøjten. Når denne sidste gruppe så selv vælger livsstilsintervention, får vi helt andre vedvarende resultater efter de fire år, hvor Look AHEAD-studiets to randomiserede gruppers kurver begyndte at mødes og fejlagtigt førte til guideline-gruppens konklusion om, at metforminbehandling bør på begyndes straks.

Dette er bare et af mange eksempler på irrelevant forskning, der ikke afspejler den daglige klinik, hvor individuelle forskelle og præferencer medinddrages i patientbehandlingen.

Patientens fænotyper

Vi må væk fra one size fits all og se på patientens fænotype. Det gør mange i klinikken, men forskningen halter bagud og implementering af eventuelle resultater ligeså. Problemet med implementeringen kan yderligere accentueres, når flere klinikere nu kun læser Ugeskriftet hver 14. dag, hvor det udkommer på papir. For os, der ikke vil tilbringe hele vort lægeliv bag en computerskærm, kan det nemt smutte at få læst det, der ikke ligger og råber på at blive læst. Den samme skæbne overgår desværre også ofte de mange disputatser og ph.d.-afhandlinger, hvor Ugeskriftet nu kun bringer en titel og intet appetitvækkende abstrakt eller resume.

Guidelines bør være velunderbyggede og relevante. De kan være en hjælp for den usikre kliniker, men kan også bruges til at fælde dom over en anden klinisk disposition og således opfattes som mindre frivillige.

Målet må være relevant klinisk forskning, der når frem til de relevante klinikere, så resultaterne kan blive implementeret i patientbehandlingen.