Skip to main content

Menneskets naturlige ernæring

Speciallæge Christian Bobzin, Viby J

1. nov. 2005
3 min.

I en artikel i Rationel Farmakoterapi om behandling af adipositas anbefaler Arne Astrup uden begrundelse fuldkornsbrød til vægtkontrol [1]. Dette er ikke i overensstemmelse med nyere litteratur fra udlandet. Ifølge Loren Cordain [2] er brød og andre kornprodukter en unødvendig bestanddel af human ernæring. Vor tids ernæringsproblem forklares ved studier af fortiden. Vi nedstammer fra mennesker, der levede som jægere, fiskere og samlere. Vore arveanlæg er stadig på stenalderstadiet og ikke udviklede til at spise brød.

En lang række sygdomme er knyttet til indtagelse af brød og andre kornprodukter: overvægt, type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, åreforkalkning ved hjertet, øget fedtindhold i blodet, lavt HDL-kolesterol og øget koncentration af LDL-partikler. Syndrom X plager civiliserede lande med tiltagende hyppighed. Kornprodukter kan fremkalde rachitis og osteoporose særligt i en befolkning, der indtager størstedelen af kalorierne som kornprodukter. Indtagelse af store mængder fuldkornsbrød kan fremkalde D-vitamin-mangel. Andre sygdomme forbindes også med indtagelse af kornprodukter bl.a. autoimmune sygdomme og kræft.

Tilpasning af kornprodukter til menneskets ernæringsmæssige behov er kontroversiel. Nye, raffinerede mølleriprocessser forbedrer melets hæveevne ved fjernelse af mange skalbestanddele. Forbedrede gæringsprocesser skulle mindske phytatindholdet i korn og forbedre optagelsen af livsvigtige mineraler og vitaminer. Man har tilsat C-vitamin, jern osv. Talrige manipulationer med korn har gjort det endnu mere uegnet som føde for mennesker. Vi bliver federe og federe af at spise brød, fordi det ikke er vores naturlige ernæring. Brød indeholder ikke vitamin A og C eller folinsyre.

Vildt og fisk var proteinkilden i den ældre stenalder før agerbrugets indførelse.

Vilde planter var et supplement til de store mængder protein. Kosten indeholdt dengang mere protein, kalcium, kalium og C-vitamin end i dag. Fedtindholdet i fisk og vildt passer bedre til menneskets behov end fedtet i kornprodukter, bønner, vegetabilske olier og andre planter. Olivenolie anbefales til madlavning. Dyrisk protein, grønne blade, grønsager med lavt indhold af stivelse samt frugt har været menneskets naturlige ernæring i de sidste to mio. år.

Loren Cordain har populariseret disse tanker i en bog, som anbefales til alle, der behandler overvægtige [3]. Jeg har i Fig. 1 opstillet min opfattelse af en ny kostcirkel ud fra disse to bøger samt et opslagsværk om ernæring [4].

Det er således unødvendigt at anbefale fuldkornsbrød til overvægtige med svær insulinresistens, heller ikke efter normalisering af vægten.


Referencer

  1. Astrup A. Behandling af adipositas. Rationel Farmakoterapi 2003;4:1-3.
  2. Cordain L. Cereal grains: Humanitys double-edged sword. I: Simopoulos AP, ed. Evolutionary aspects of nutrition and health. Diet, exercise, genetics and chronic disease. World Rev Nutr Diet 1999;84:19-71.
  3. Cordain L. The paleo diet. New York: John Wiley & Sons, 2002.
  4. Shils ME, Olson JA, Shike M, Ross AC, eds. Modern nutrition in health and disease, ninth ed. Baltimore: Wiliams & Wilkins, 1998.