Skip to main content

Mens vi venter på doktor Godot

Vi må tilbage til "patienten først" og faktisk mene det, skriver medicinstuderende Frederik Mark Højsager, ny debattør i De 6-panelet.

Frederik Mark Højsager, stud.med.
E-mail: frederik.hoejsager@gmail.com

27. okt. 2017
3 min.

Klokken er 22, det er torsdag aften, og du er indlagt. Det var en elektiv operation, men du har ikke set en læge siden opvågningen – og selv da var du stærkt påvirket af anæstesien. Fraset, at du kan se bandageringen, har du ingen anelse om, hvordan operationen forløb. Fredag kommer ingen læge, og du må håbe, at lægen med vagten i weekenden kommer på stuegang hos dig.

Jeg ville ønske ovenstående var et tænkt eksempel, men skræmmende ofte byder vi som sundhedsvæsen patienten at vente alt for længe i uvidenhed. Med stolthed proklamerer vi, at det er “patienten først”, men lad os stoppe med at tale og skride mere til handling. Som samlet sundhedsstand – og det tæller også politikere og direktører – bliver vi nødt til at erkende, at der kan gøres mere og bedre for patienten.

Det er tid til at vågne op – vi kan ikke Lean’e os ud af alt. Vi kan ikke analysere på det, som om sundhedsvæsenet er en stor fabrik. Vi bevæger os i forvejen hen imod lagerstyring frem for patienthåndtering. Nok er patienten udstyret med sin egen stregkode og “serienummer”, men der stopper ligheden så også. I jagten på fuldkommen effektivisering har vi tilsidesat et helt centralt element i behandlingen: den gode patientrelation.

Som kommende læge står jeg klar til at gå ind i et system, hvor fri ryg er langt vigtigere end frie luftveje

Som det fremgik i Jyllands-Posten den 15. oktober, har vi lige nu et sundhedssystem med et centralt dilemma. Vi kan vælge at følge loven, eller vi kan prioritere formalia og bureaukrati. Og man kan ikke få i pose og i sæk. Som kommende læge står jeg klar til at gå ind i et system, hvor fri ryg er langt vigtigere end frie luftveje – kan det virkelig passe, at det er en god idé?

Kerneydelsen i sundhedsvæsenet er at tage hånd om patienten. I virkeligheden har Paul Kalanithi en væsentlig pointe i sin bog "Før jeg forsvinder": at vi som sundhedsfaglige glemmer eller ikke erkender, det helvede vi sender patienten i. Uagtet hvor empatisk man er, kan det være nærmest umuligt at forstå et patientforløb, før man selv ligger på hospitalet. Samtidig viser endnu upublicerede data fra Afdelingen for Ortopædkirurgi, Kolding Sygehus, at patienttilfredsheden er suverænt størst, når patienten får mest opmærksomhed, typisk i det sidste kvarter før operationen starter. Vi må altså sammen anerkende, at patienter selvfølgelig skal have ro, men også skal føle sig hørt og set.

Vi kan ikke medicinere os ud af, at patienter føler sig overset. Opmærksomhed og anerkendelse kan ikke gives intravenøst. Vi skal stille skarpt på det, der betyder noget. Vi må tilbage til “patienten først” og faktisk mene det. Lad os sammen arbejde for, at ingen patienter får meldingen: “Lægen kommer ikke i dag, men måske i morgen”.