Mens vi venter på Lægeforeningen

Lægeforeningens formandsvalg var en ren parade af politiske holdninger om specialeplanlægning, efteruddannelse, behandlingsgaranti og meget andet. Det var betryggende at se kandidaterne fremlægge stribevis af politiske mål. Selvfølgeligt skal vi arbejde for at få ændret enmånedsgarantien, der reelt medfører, at de mindst syge patienter prioriteres højest. Det er også helt naturligt, at vi skal blande os i debatten om hospitalsplanerne. Tænk hvis vores fagforening også var lige så ambitiøs, når det handler om de yngste lægers problemer?

Fireårsregelen er blandt de absolut største arbejdsmiljømæssige problemer for alle læger uddannet efter sommeren 2008. Vores arbejdsliv præges i den grad negativt af, at vi har en sky af usikkerhed hængende over hovedet. Lysten til at afprøve forskellige specialer eller til at forsøge os med forskning må hele tiden vejes op imod, at vi risikerer at løbe tør for tid og derved forpasse chancen for en hoveduddannelsesstilling. Det er til ringe trøst, at Yngre Læger vil »holde øje« med fireårsregelen og ikke tror, at vi vil komme i klemme. Vi har behov for langt mere konkret og håndfast arbejde, så regelen kan afskaffes.

Blandt de førende kandidater til Lægeforeningens formandsvalg var der imidlertid ingen, der tog problemet med fireårsregelen alvorligt. En af kandidaterne er i Dagens Medicin citeret for at sige:

»Jeg synes, man skal rejse sådan en diskussion, hvis man har mulighed for at lave noget om. Som det ser ud nu, er det ikke virkeligheden - der er ikke engang flertal i Folketinget imod regelen.«

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, når jeg læser den slags. Lægeforeningen arbejder da i massevis af tilfælde på at få gennemført en politik, som adskiller sig fra, hvad flertallet i Folketinget vil. Jeg vil endda påstå, at fagforeningens politiske arbejde er ubetydeligt i de sager, hvor vi fra start er enige med Folketinget - her vil beslutningen jo let blive gennemført i alle tilfælde.

Formandskandidaterne var da også meget villige til at arbejde direkte mod behandlingsgarantien, selv om den er et af regeringens deciderede valgløfter. Besynderligt - især fordi jeg er ret sikker på, at det er betydeligt lettere at få regeringen til at ændre holdning omkring fireårsregelen, end det vil være at få dem til at gå direkte imod deres egne valgløfter om behandlingsgaranti.

De fremsatte argumenter om, at Lægeforeningen må stå ved sin aftale om fireårsregelen, giver heller ikke mening i mine ører. En ting er, at man »kommer til« at indgå en aftale, der er yderst uhensigtsmæssig for de yngste læger, men det helt afgørende må jo så være at indse denne fejl og arbejde aktivt for at rette den. Det ligner næsten dumstædighed, når politikere i Lægeforeningen fastholder, at vi må stå ved vores aftale, fuldstændigt uden at forholde sig til, at det var en fejl overhovedet at indgå aftalen.

I dag er vi kun få årgange af læger, der er omfattet af fireårsregelen, men vi bliver flere år for år. Før eller siden bliver Lægeforeningen nødt til at tage os seriøst og arbejde for at få afskaffet fireårsregelen. Vi venter med længsel på, at den dag kommer!