Mere kompetencevurdering ind i den kliniske hverdag!

I løbet af et langt arbejdsliv skal alle læger selv kompetencevurderes og kompetencevurdere andre talrige gange. Selvom systematisk kompetencevurdering fremhæves som en nødvendig metode til sikring af professionel udvikling og dermed god patientbehandling [1], har den stadig ikke helt vundet fodfæste i speciallægeuddannelsen [2].

I det obligatoriske vejledningskursus for introduktionslæger i Videreuddannelsesregion Nord har man ud over to normale kursusdage helliget en hel projektdag til kompetencevurdering for at fremme transfer fra kursus til klinik. På projektdagen skal I-lægerne på deres egen arbejdsplads enten vurdere en anden eller selv vurderes med en selvvalgt kompetencevurderingsmetode. De skal desuden lave en handleplan for, hvordan afdelingen/praksissen fremover kan sætte endnu mere fokus på kompetencevurdering. Handleplanen skal godkendes af både kursusudbyder og I-lægens afdeling/praksis.

En forskningsbaseret evalueringsundersøgelse af vejledningskurset og projektdagen viser lovende resultater [3]. Dels ser det ud til, at I-lægerne på projektdagen opnår en nuanceret forståelse for muligheder og udfordringer ved kompetencevurdering, dels er der i handleplanerne gode indspark til, hvordan implementeringen af kompetencevurdering kan styrkes ved f.eks. at fremme tilgængeligheden af kompetencekort, regelmæssig undervisning og mulighed for skemalægning af kompetencevurderingen [3]. Der vises generelt stor velvilje over for handleplanerne på afdelingerne/i praksis, men ofte ses det som I-lægernes ansvar, at tiltag gennemføres og lever videre [3].

Undersøgelsen viser, at de gode initiativer tit dør ud [3], og vi får derfor ikke brugt »ressourcerne« godt nok. Måske er årsagen, at I-lægerne kun arbejder samme sted i kort tid, og at der typisk ikke udpeges en ny tovholder til handleplanerne, når de rykker videre. Hvis gevinsten fra projektdag og handleplan skal forankres, er det derfor nødvendigt, at afdelingen/praksissen og ikke mindst de uddannelsesansvarlige overlæger i højere grad griber bolden.

Undersøgelsen viser også, at selvom der er stor velvilje over for supervision og uddannelse generelt i den kliniske hverdag, hersker der ambivalens og modstand over for konceptet kompetencevurdering [4]. Derfor kunne en anden årsag til, at I-lægernes planer ikke realiseres være, at den måde, kompetencevurdering overordnet er søgt implementeret på, simpelthen støder på grund i klinikken [4]. Af hensyn til uddannelse og ikke mindst patientsikkerhed [5] er det nødvendigt, at der sker en reel udvikling på dette område, og derfor er der behov for, at den igangværende debat om, hvorvidt vi skal bruge kompetencevurdering i speciallægeuddannelsen, afløses af en debat om, hvordan vi bedre forener kompetencevurdering med klinisk praksis.