Mere kvalitet for færre penge

Patienter, der er behandlet på sygehus, har ret til en genoptræningsplan, hvis det vurderes, at de har behov.

Hvad så med alle de andre patienter, der behandles i primærsektor - dels hos speciallæger i almen medicin, dels hos praktiserende speciallæger?

Udviklingen går i retning af, at alle skal behandles efter kliniske retningslinjer, der beskriver diagnostik og behandling herunder behov for og indhold i genoptræning. Der er mening i, at patienter behandles på det faglige niveau, hvor de kan tilbydes den rette diagnostik og behandling samfundsøkonomisk mest fordelagtigt. Her er der fokus på at inddrage speciallægepraksis, idet mange patienter kan tilbydes en relativt hurtig og højt kvalificeret diagnostik og behandling for derved at reducere antallet af henvisninger til hospitalsafdelingerne, der bør prioritere mere komplicerede forløb.

Skal speciallægepraksis indgå det oplagte sted i patientforløbet, så bør der også være lige vilkår for behandlingstilbud - det kan alle nok være enige om - men når det gælder den enkeltes mulighed for at få en genoptræningsplan - dvs. en plan, der giver ret til et struktureret genoptræningstilbud - er der ulighed.

Patienter, der henvises til træningsbehandling fra egen læge eller speciallæge, opsøger ofte en fysioterapeut i lokalområdet, og der er en ikke ubetydelig egenbetaling, omend en del dækkes fra Sygesikringen. Behandlingsforløbet er individuelt og afpasses efter den enkelte patient og terapeut.

Patienter, der henvises med en genoptræningsplan fra en sygehusafdeling, tilbydes et forløb i kommunalt regi, hvor der ikke er egenbetaling. Behandlingsforløbet er gruppebaseret og er sjældent målrettet den enkeltes behov.

Der er i øjeblikket ikke kvalitetsmål og/eller krav til hverken det ene eller det andet tilbud.

I takt med at de kliniske retningslinjer udvikles og implementeres, må det være tiden at modernisere denne praksis - giv hver enkelt patient selvbestemmelse under ansvar! Hvad med et klippekort, hvor den enkelte inden for velbeskrevne rammer selv har medbestemmelse over, hvad der skal foregå, hvor og hvornår?

Egenbetaling fremmer ofte incitamentet! Men koster det samlede forløb for meget, er der mange, der vælger fra med risiko for et inkomplet og mindre effektivt forløb.

Jeg er overbevist om, at patientforløbenes succes vil styrkes af frihed mellem udbydere af diagnostik og behandling, specielt hvis patienten får medansvar. Men det kræver velbeskrevne forløb, mål for effekt, resurser på rette sted, og at udvalgte grupper afgiver en vundet ret, så alle resurser - økonomiske som praktiske - kan indgå i en fælles pulje!