Skip to main content

Miljø- og arbejdsmedicin. 3. udgave

Ledende overlæge, klinisk lektor Lars P.A. Brandt E-mail: Lars.Brandt@ouh.regionsyddanmark.dk Interessekonflikter: ingen

1. apr. 2011
2 min.

Redigeret af: Bonde JP, Rasmussen K, Sigsgaard T

Forlag: København: FADL´s Forlag, 2010

SIDER: 295

Pris: 573 kr.

ISBN:

978-87-7749-526-7

Tredje gang er lykkens gang med denne tredje udgave af »Miljø- og arbejdsmedicin«. Redaktørerne har løftet udgaven op på et højere niveau med en gennemgribende redigering. Stoffet er nu godt disponeret, når det gælder vægtningen mellem indledning, miljømedicin og arbejdsmedicin.

Bogen indledes med en meget kortfattet historisk gennemgang og perspektivering efterfulgt af en gennemgang af almengyldige principper for risikovurdering, risikohåndtering og forebyggelse.

Den miljømedicinske del er med stort held kortet væsentligt ned. Der er en solid indføring i toksikologi efterfulgt af de almindeligt forekommende miljømedicinske problemstillinger. Den arbejdsmedicinske del er udbygget med kapitler om arbejdsbetinget kræft og reproduktionsskader, og nye forfattere er kommet til. Ikke mindst hæfter jeg mig ved, at kapitlerne nu er opbygget efter samme logiske og stringente disponering. Det gør stoffet let at overskue, og det er let at foretage hurtige opslag.

Som et stort plus er der nu efter hvert kapitel oplistet relevante www-adresser. Det har gjort tidligere udgavers appendikser overflødige, og det sikrer, at læseren til enhver tid kan få opdaterede informationer. Næste trin må være at lave en udgave, hvor internettets muligheder udnyttes interaktivt.

Der er enkelte små skønhedspletter i form af enkelte stavefejl, som kunne være undgået ved brug at stavekontrol. På side 38 er der forkert angivelse af blodblykoncentration - en koncentration, som med sikkerhed vil slå benene væk under enhver. Koncentrationen er dog anført korrekt senere.

Bogen er velskrevet og giver en solid indføring i både miljø- og arbejdsmedicin. Den er velegnet som lærebog på de sundhedsvidenskabelige fakulteter og andre sundhedsuddannelser. Desuden egner den sig som opslagsbog i enhver lægepraksis.

Udgaven er udført i et flot layout med gode illustrationer og billeder. Kort sagt: lækker at have i hånden og lækker for øjet. Man får lyst til at læse!