Skip to main content

Minervas ugle flyver først i skumringen

Alment praktiserende læge Kirsten Hallager, Nørresundby, E-mail: oekokirsten@email.dk

1. nov. 2005
2 min.

»Hvad er god efteruddannelse?« Jeg måtte blive min spørgende kollega svar skyldig lige i situationen.

Men spørgsmålet satte tankerne i gang. Af den megen efteruddannelse jeg har været med til, husker jeg bedst og i nævnte rækkefølge: nogle præparatnavne, det sociale samvær og de enkelte gange, hvor jeg er blevet flyttet. Jeg blev flyttet på den måde, at jeg opnåede ny erkendelse om problemer, jeg havde tænkt meget over, ved at få dem belyst fra en anden vinkel.

Især husker jeg da filosof Lars Henrik Smidt fortalte om individualisering og modernisering, at vi i dag er underlagt en individualiseringstvang - vi bliver ens i vores forskellighed - og moderniseringstvang - vi skal bestandig udvikle og forny os.

Vi bliver som læger så ens, når vi følger guidelines. Patienterne bliver også gjort helt ens. En kasuistik fra 1903 beskriver på godt to sider Konduktør Madsens sygehistorie med angivelse af togtider og »Madkasse i Haanden og en Drejlsfrakke over Armen.« [1] I en kasuistik fra Ugeskrift for Læger fra 1960 blev den 85-årige fhv. vaskeriejerske beskrevet »som altid småklagende.« [2] I dag er det kliniske reduceret til alder og køn. Det menneskelige er forsvundet. Lægerne behandlede depression i går, angst i dag. Patienterne er så ens, at lægerne let kan følge guidelines.

Efteruddannelse er også blevet ens. Lægeforeningens kurser er nu ikke længere sponsoreret, men ligner industriens til forveksling. De samme rammer, det samme indhold. Her må der ikke ske fornyelse!

Og pludselig forstår jeg Hegels ord: »Når filosofien maler sit gråt i gråt, er en livsform blevet gammel, og med gråt i gråt kan den ikke forynges, men bare erkendes. Først når skumringen sætter ind, begynder Minervas ugle sin flugt.«

Den evidensbaserede medicin bygger på den klinisk kontrollerede undersøgelse, men det kliniske er erstattet af det parakliniske.

Vi er nødt til at forny efteruddannelsen - for at lette.

SVAR:


Referencer

  1. Hallager Fr. Automatisme ambulatoire. Særtryk af »Hospitalstidende« 1903.
  2. Hallager Kr. Venstresidigt frenisk syndrom forårsaget af cholecystitis perforata. Ugeskrift Læger 1960,122:1328-9.