Skip to main content

Misforstået særbehandling

♠ Mag.scient. Britta Mogensen, Frederiksberg, E-mail: britmo@pc.dk, Sygeplejerske Rachel Adelberg Johansen, Odense

24. feb. 2009
2 min.

Pensioneret overlæge Erik Magids (EM) bemærkning om, hvorvidt præsterne skal jages ud af hospitalerne, er den sædvanlige forplumring af en debat, når den drejer sig om forsvar for den islamiske hijab. På samme måde, som når hijaben forsvares med, at nogle oldemødre har gået med tørklæde, og at også vi engang havde tvangsægteskaber. Måske skulle vi komme tilbage til det 21. århundrede.

Også muslimkortet trækkes. Er man imod hijab, er man pr. definition imod muslimer. Men EM tager fejl. Langt de fleste af os byder alle velkommen uanset nationalitet, religion og hudfarve. Disse kriterier er totalt ligegyldige. Det vigtige er, at integration ikke er et spørgsmål om særrettigheder for nogle til at promovere religionspolitiske synspunkter, men om at deltage i samfundet på modtagelandets betingelser.

Man skal være ualmindeligt uvidende om det islamiske tørklædes symbolværdi for at kunne sammenligne det med den hovedbeklædning, som anvendes i visse job af hygiejniske grunde. Den ubehagelige sandhed er, at hijaben bl.a. er banneret for en totalitær politisk bevægelse, nemlig politisk islam. Hvor end i verden islamister får magt, er deres første skridt at påtvinge kvindetilsløring for at markere deres sejr og dominans (se Azar Majedi i Information den 6. juni 2008).

Hijab er også en massiv markør for kønsapartheid. Hijaben sætter skel mellem »rene« og »urene«. Kun kvinder er påbudt at tilsløre sig for ikke at vække mandens lyster. Hvorfor skulle man dog tilstræbe at sætte skel mellem sygehusansatte via religiøs og politisk symbolik på uniformen? Danske sygehuse skal hverken acceptere eller stille disse symboler til rådighed, da de står i skærende kontrast til vestlige grundværdier om ligestilling og ligeværd mellem kønnene.

Indførelse af hijab til de neutrale uniformer er et udtryk for misforstået religiøs særbehandling. Hijab islamiserer sygehusene. Sygehusansatte skal fremstå neutrale, eftersom de er repræsentanter for verdslige samfundsinstitutioner. Det er ikke de danske sygehuse, som skal integreres i islam, men de muslimske kvinder, som skal integreres i moderne, verdslige institutioner. Derfor skal de islamiske tørklæder blive liggende i omklædningsrummet under udøvelse af den professionelle funktion. Insisterer en muslimsk kvinde på at promovere sit religionspolitiske tilhørsforhold, signalerer hun, at hun sætter dette over det arbejde, hun er sat til at udføre.

Det må medgives EM, at det var at foregribe begivenhedernes gang at omtale »tørklædeloven« som allerede vedtaget. Men med politisk flertal for loven er det formentlig kun et spørgsmål om tid.