Mistænkeliggørelse og dæmonisering af antidepressiva

Som mangeårig bruger af publikationer fra Cochraneorganisationen er det med forundring, jeg ser, at den danske repræsentant Peter Gøtzsche fremfører en voldsom kritik af »lykkepiller« i medierne og yderligere bruger en nyopfunden term »ulykkespiller« og i sin begrundelse herfor lægger vægt på kasuistisk materiale og egne erfaringer.

Fra psykiatrisk side har vi opgivet at protestere mod pressens nedladende brug af »lykkepiller« i stedet for antidepressiva. Desto mere uventet er Peter Gøtzsches brug heraf. Med betegnelsen »ulykkespiller« har han helt forladt den kritiske Cochranebaggrund, idet der ikke er publiceret cost-benefit-analyser, der begrunder en sådan betegnelse. Hans kritik er udtryk for egne selekterede fortolkninger af den omfattende videnskabelige litteratur om depression og angstlidelser.

Betegnelsen »ulykkespiller« mistænkeliggør og dæmoniserer behandling med antidepressiva. Da Peter Gøtzsche blot er turist i psykiatri og almen medicin kan det måske forklare hans enøjede kritik, men det fritager ham ikke for det etiske ansvar. Hvad hvis Peter Gøtzsches bandbuller skræmmer patienter, der har behov for behandling, væk herfra. Der er da risiko for selvmord af en ganske anden størrelse end de yderst sjældne tilfælde, der måske er induceret af behandlingen.

Så derfor – hvordan kan Peter Gøtzsche bruge betegnelsen »ulykkespiller« for et af de væsentlige fremskridt i behandling af psykiske lidelser? Har Cochranecentret ikke et etisk kodeks?

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

> Svar:

Raben Rosenberg og andre førende psykiatere mener, at behandling af depression med antidepressiva (SSRI) nedsætter risikoen for selvmord, og at DR’s »skræmmekampagne« kan have fatale konsekvenser.

Det er ikke DR, men psykiaterne, der laver en skræmmekampagne, og endda på en forkert præmis. SSRI nedsætter ikke risikoen for selvmord. Der advares om øget risiko for selvmord blandt børn og unge på indlægssedler over hele verden. Risikoen er formentligt også øget for ældre patienter, men medicinfirmaerne har forplumret billedet ved at snyde voldsomt i deres forsøg. Pfizer, GlaxoSmithKline og Eli Lilly har underrapporteret suicidalitet i den aktivt behandlede gruppe og lagt suicidalitet til placebogruppen, selv om det ikke forekom, mens patienterne fik placebo [1]. Jeg har påvist, at der i FDA’s store metaanalyse af 100.000 patienter, der deltog i placebokontrollerede forsøg, mangler mange tilfælde af selvmord og selvmordsforsøg, fordi FDA stolede på, hvad firmaerne fortalte dem [2]. I øvrigt ser det ud til, at SSRI øger dødeligheden hos ældre, som jo tåler hjerneaktive stoffer ret dårligt, med faldtendens til følge [3].

Førende psykiatere og Lundbeck har anført, at det ikke er dokumenteret, at SSRI øger risikoen for selvmord blandt børn og unge. Det er et uholdbart argument. Når flere forsøger selvmord, er der også flere, det lykkes for. Det er i øvrigt dokumenteret, at der er sammenhæng mellem selvmordsadfærd og selvmord.

Det er uheldigt, at SSRI kaldes lykkepiller, og jeg fremførte i tv, at de snarere burde kaldes ulykkepiller. De reducerer ikke risikoen for selvmord, og de virker kun hos hver tiende af de patienter, der er alvorligt depressive. Langt de fleste, der er i behandling, er ikke så syge, så effekten i praksis er langt mindre end 10%. Halvdelen får ødelagt sexlivet i større eller mindre grad, og halvdelen har meget svært ved at holde op igen, og får tilsvarende abstinenssymptomer som efter benzodiazepiner [2, 4]. Disse ofte voldsomme symptomer skyldes, at SSRI skaber en kemisk ubalance, men psykiaterne og firmaerne hævder, at det er depressionen, der er kommet tilbage. Det kan man umuligt sige noget om, når man har skabt en kemisk ubalance, men med denne falske forestilling holder mange læger patienterne fast på en livslang behandling for noget, som var et forbigående problem. Det er en væsentlig grund til, at forbruget er eksploderet.

Motion er lige så effektivt som SSRI [2]. Man kan også se tiden an uden medicin, fordi de fleste vil komme sig af sig selv, hvorved de undgår at blive kronikere. Jeg har givet en omfattende dokumentation for mine udsagn i tv i en bog, hvor to af kapitlerne handler om psykiatri [2]. Psykiaterne burde hjælpe os med at skære forbruget af SSRI kraftigt ned, i stedet for at komme med ubeføjede angreb på budbringerne.

Professor, dr.med. Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet. E-mail: pcg@cochrane.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

LITTERATUR

1. Healy D. Let them eat Prozac. New York: New York University Press, 2004.

2. Gøtzsche PC. Deadly medicines and organised crime: How big pharma has corrupted health care. London: Radcliffe Publishing, 2013 (i trykken).

3. Coupland C, Dhiman P, Morriss R et al. Antidepressant use and risk of adverse outcomes in older people: population based cohort study. BMJ 2011;343:d4551.

4. Nielsen M, Hansen EH, Gøtzsche PC. What is the difference between dependence and withdrawal reactions? Addiction 2012;107:900-8.