Skip to main content

Mistanke om mishandlede børn - efter vores mening

Henrik Sælan, København, Niels Michelsen, København

2. nov. 2005
6 min.

Vi har stor forståelse for den frustration, som Bernadette Guldager (BG) beskriver (Ugeskr Læger 2002; 164: 3653), hvor hun efter berettiget mistanke om børnemishandling, ikke syntes, at hun mødte tilstrækkelig forståelse hos politiet efter at have anmeldt sagen.

BG fortæller om et barn, hvor hun havde en meget konkret mistanke om fysisk/psykisk vold. Der var tale om blå mærker af varierende størrelse og dato, symmetriske sårskorper, der kunne tyde på, at han var slået med fx en hårbørste, mors fortælling, drengens psykiske tilstand, og at BG ikke af mor fik lov at gennemføre de undersøgelser, som hun egentlig gerne ville, at drengen forlod skadestuen med mors accept, at BG kontaktede politiet ... og at BG senere erfarede at mor og søn indebrændte!

Men vi er nødt til at komme med en kritisk kommentar til BG´s viden og adfærd som læge. BG har tilsyneladende ikke deltaget i undervisningen i klinisk social medicin ved Københavns Universitet eller læst de gængse lærebøger: »Klinisk Social Medicin« (1), »Nordisk Lærebog i Pædiatri« (2), seneste danske pædiatriske lærebog »Praktisk Pædiatri« (3) eller »Medicinsk Kompendium« (4). Vi må desværre fortælle BG, at hun ville være dumpet til eksamen i både klinisk social medicin og pædiatri, hvis hun havde fremført et udsagn, som beskrevet i Ugeskriftet. Baggrunden herfor er først og fremmest, at BG tilsyneladende slet ikke kender til den skærpede underretningspligt som alle læger har til socialforvaltningen i kommunen - uanset lægers tavshedspligt. Og tilsyneladende heller ikke kender til socialforvaltningens opgaver, pligter og muligheder. Alle læger vil som BG i deres arbejde mange gange komme i kontakt med børn (personer mellem 0 og 18 år), hvor lægen ikke blot har »kendskab til vanrøgt og forhold der bringer sundhed og udvikling i fare« (servicelovens »almindelige underretningspligt«, som gælder for alle borgere), men også »formodning om at der er behov for social bistand« (den »skærpede underretningspligt«, som gælder for personer, der er ansat i offentlig tjeneste, herunder naturligvis læger, hvad enten man arbejder på sygehus eller i praksis).

Og det hedder netop »underretningspligt« til socialforvaltningen, fordi det handler om at få hjælp efter servicelovens muligheder fra almindelig råd og vejledning herunder kontakt med sundhedsplejerske, pædagogisk-psykologisk rådgivning, hjælp til medicin, betaling af daginstitution og fritidsforanstaltninger m.m.m. Og hvis forældrene ikke samtykker og det skønnes, at der er »åbenbar risiko for skade på sundhed og udvikling« fremlæggelse for kommunens børn-ungeudvalg med henblik på at hjælpeforanstaltningerne gennemføres uden forældrenes samtykke (»tvangsforanstaltning« i forhold til forældrene - ikke børnene, hvis mening altid skal fremgå af sagen. Der er høringspligt med hensyn til de over 12-årige, og de over 15-årige er direkte parter i sagen). Hvis der er »interessekonflikt« mellem »voksentperspektivet« og »børneperspektivet«, skal alle beslutninger være til »barnets bedste« efter den seneste tilføjelse til formålsparagraffen i serviceloven med reference til FN's børnekonvention. Hvad »barnets bedste« så mere konkret er, kan være svært at beskrive, men det vil vi i en senere publikation gøre rede for.

Offentligt ansattes tavshedspligt er underordnet underretningspligten, da det er intentionen og forventningen at ansvarlige og vidende voksne kan forstå børns signaler og fortolke og oversætte dem til »voksentsprog« så børnenes fortællinger får betydning og mening og anvendes på lige fod ved tilrettelæggelse af hjælpeforanstaltninger for familier individuelt og generelt. Det vil sige at børnene bliver borgere på lige fod med andre mennesker. Kvinderne fik stemmeret i 1915, så nu må det vel være tid til at børnene også bliver accepteret som borgere, hvor deres mening bliver forstået og omsat i konstruktiv virksomhed både individuelt og generelt.

Noget helt andet er »anmeldelse« ved mistanke eller vished om en kriminel handling, en anmeldelse som sker til politiet, som vil foretage nødvendig efterforskning og herunder som i BG's sag ofte afprøvelse af anmelderen, hvor politiet også spiller en rolle som »djævlens advokat«, da enhver tvivl naturligvis skal komme den mistænkte til gode. Det sker i henhold til retsplejeloven med henblik på, om straffeloven er overtrådt og om sagen kan føres til doms. I det tilfælde har man tavshedspligt medmindre helt særlige forhold gør sig gældende, og i disse tilfælde er det en god ide at kontakte embedslægen med henblik på et godt råd. Men underretningspligten til socialforvaltningen er som anført overordnet tavshedspligten, og det er socialforvaltningen der har ansvaret med hensyn til politianmeldelse, så det kan man overlade til dem.

Man skal ikke begynde at spille hverken »detektiv«, »politi« eller »frelser«, men tage sig godt af barnet og forældrene, foretage de nødvendige behandlinger og undersøgelser, lytte til forældrene og fortælle dem, at man som læge altid samarbejder med kommunen, når det handler om børn, der har brug for mere hjælp end man umiddelbart kan yde på sygehuset eller i praksis.

Det er fint at BG skriver, at det ville være godt om der på alle skadestuer og i »den lille grønne medicinfortegnelse« var vejledning med telefonnumre om hvad man som yngre læge skulle gøre, og det er vi naturligvis meget enige i. Vi er også vidende om, at de fleste skadestuer og naturligvis alle børneafdelinger er bekendte med disse forhold og ved, at de naturligvis skal ringe til socialforvaltningen ved mistanke om at der er behov for social bistand til et barn.

Socialforvaltningen kan altid kontaktes i alle døgnets timer på alle dage, idet der altid er en på vagt. Formanden eller næstformanden for børn-ungeudvalget kan også altid træffes, såfremt der er behov for en »tvangsforanstaltning«. I de store byer er der en »social døgnvagt« (i København 3317 3333, som altid vil kunne rådgive om forholdene også uden for Københavns Kommune). I små kommuner kan der være brug for at henvende sig til politiet og spørge om »hvem der har vagt i socialen i nat«, og hvor politiet kan oplyse om et telefonnummer, men hvor man under hensyntagen til tavshedspligten hverken skal fortælle om sagen, navn eller oplyse om CPR-nr.

Faktisk har nogle af vore studenter ved kurset i klinisk social medicin udarbejdet en udmærket lille pjece om alt dette til opslagstavlen på skadestuen og til at lægge i »den lille grønne«. Den vil vi sende til Ugeskriftet med henblik på offentliggørelse.

I det konkrete tilfælde skulle BG naturligvis akut have talt med socialforvaltningen, der efter kontakt med børn-ungeudvalgets formand eller næstformand sandsynligvis ville have besluttet, at barnet skulle indlægges uanset forældrenes samtykke. Der kunne herefter være foretaget en »lege artis«-undersøgelse for også at udelukke differentialdiagnoser, og i ro og fred de næste dage en ordentlig psykosocial udredning i samarbejde med kommunen. Herefter kunne man udarbejde en handleplan, der meget vel kunne indebære en døgnplacering, således at fortsat mishandling kunne undgås og et konstruktivt livsperspektiv for barnet blive etableret.

Svar

Referencer

  1. Michelsen N, Jensen BT, Nielsen CV, Schroll M, red.
    Klinisk Social Medicin. København: Munksgaard. 2000.
  2. Krasilnikoff PA, Holmberg L, Lie SO, Schiøtz PO, Visakorpi JK. Red.
    Nordisk Lærebog i Pædiatri. København: Munksgaard. 1993.
  3. Schiøtz PO, Skovby F. red. Praktisk Pædiatri. København:
    Munksgaard. 2001.
  4. Lorenzen I, Bendixen G, Hansen NE. Red. Medicinsk Kompendium.
    København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 1999.