Skip to main content

Møgungerne, der skulle være læger

Turnuslæge Adam Vilmar, Herlev HospitalE-mail: adamvilmar@hotmail.com

9. mar. 2007
4 min.

Jeg forstår godt en del af Cæcilie Buhmanns frustration. Men det er mit håb, at en stor del af kronikken er ment som en provokation.

Alternativt har jeg været utrolig heldig med min turnusplads, omvendt hende. Det, der generer mig, er generaliseringen. På den anden side er jeg ikke det mindste overrasket: Det måtte jo ske efter et langt, trygt (og selvfølgelig også hårdt) studie, som vi i øvrigt blev betalt for gennem alle syv år eller mere. Få studerende verden over kan prale af sidstnævnte faktum. Efter studiet: Fest, farver, taler, hyldest ... mig, mig, mig. Og så turnus: Garanteret job til en fornuftig løn. Selvfølgelig, nogle bliver skudt til Thisted, men det har også sine fordele, har jeg hørt, økonomisk såvel som fagligt. Der findes adskillige akademiske grupper, der har svært ved at finde arbejde efter et ligeså hårdt studie som vores: Biologer, teologer, arkitekter osv. Efter turnus står Norge, Sverige, Grønland, Australien og mange andre lande på spring for at få fat i os. Minsandten også Danmark, hvor vi næsten kan vælge og vrage mellem specialerne. Naturligvis med undtagelser, der kræver ekstra arbejde som fx en ph.d., som man i øvrigt nærmest får kastet i nakken ved blot at nærme sig Panum eller Riget. Men gider man virkelig det? Man kunne også tage til et uland, hvor hjælpen er evigt tiltrængt, men er det ikke bare en dråbe i havet?

Mit budskab er, at vi er en ekstremt forkælet årgang. Første dag alene i skadestuen kommer realiteterne skyllende ind over os. Så er det nemt at brokke sig, føle, at alle skælder ud, og at man ikke bliver respekteret. Men man skal i vores verden, som i alle andre, kravle før man kan gå. Det er jo ikke møntet på vores person, når vi fejes af et tilsyn, nægtes plads på intensiv eller ikke kan få en akut CT-skanning. Vi taler jo ofte med kollegaer, der har betydeligt mere erfaring end os, og de har som regel deres grunde. Kunne man tage fejl? Ja, det kunne man godt, og det er sådan, man lærer.

Jeg har haft mange dårlige oplevelser med ældre kollegaer men heldigvis mindst ligeså mange gode: Anæstesiologen, der stod op klokken 02.00 og viste, hvordan jeg skulle suge en vanskelig patient. Gynækologen, der accepterede min visitation og senere ringede mig op og fortalte mig om skanningssvaret og den videre behandling. Mellemvagter, der havde nok tiltro til at lade mig appendektomere. Sekretærer, sygeplejersker, SOSU-assistenter, som har demonstreret diverse procedurer og hjulpet med journaler. Men alle parter kan også være dødirriterende, afvisende og arrogante men glem ikke, at de skal løbe ligeså stærkt som os, ikke har spist, har problemer med kæresten, hunden og bilen.

Det er sandt at AMA nogle gange flyder, hallodamen råber, og alt er kaos. Men ressourcerne er jo ikke ubegrænsede, og selvom vi lever i et rigt land, skal vi lære at prioritere. Måske skulle man tage til Norge og tjene kassen? Måske skulle man tage til Afrika og få sat tingene lidt i perspektiv? Der kan man tale om menneskelig lidelse, urimeligt arbejdsmiljø og mangel på ressourcer!

Det er ikke, fordi jeg skal lyde frelst og ikke selv er en forkælet møgunge, men jeg kan godt blive temmelig træt af al den forfærdelige jammer og udstilling af det danske sygehusvæsen som et horribelt rædselsscenarium. Problemet er, at al den brok og beklagelse smitter og har en kedelig dominoeffekt: Nu er det snart min tur til at lægge mig syg, nu må hun sgu selv klare resten af de venflons, jeg har ikke sovet hele natten, dit og dat. Det er ganske uinspirerende at høre på og bidrager bestemt til den onde cirkel.

Så hvis vi vil bevare troen, skal vi tage det sure med det søde og glæde os over vores helt store tag-selv-bord af muligheder. Vi skal være stolte af at blive betroet ansvar til at håndtere dødssyge mennesker. Primært skal vi lytte og tage os tid til vores patienter, selv om alle hiver og flår i os. Det er det, vi kan (eller skal lære), og det er derfor, at vi er blevet læger!