Skip to main content

Møller NE, Bygbjerg I, Krølner B, eds. Rejsemedicin i almen praksis

Birgit M. Åbom

2. nov. 2005
2 min.

Mange ganske almindelige mennesker har nu både økonomi og mulighed for at rejse til tropiske egne, og den praktiserende læge vil møde flere og flere patienter, der har brug for professionel vejledning før og efter en eksotisk rejse.

Denne bog har det hele og spænder fra decideret tropemedicinsk diagnosticering (malaria, diarresygdomme, hæmoragiske febersygdomme, hudsygdomme, bilharziose etc.) til rejsetekniske problemstillinger (bjergsyge, dykkersyge, jetlag, transportsyge) og mere almene rejseafsnit (rejsen med børn, hjerte-lunge-patienten, diabetikeren og den gravide på rejse). Og endelig et for almen praksis vigtigt afsnit om screening efter ophold i troperne.

Af de tropemedicinske afsnit vil jeg tillade mig at fremhæve et par af afsnittene. Det var en stor informativ glæde at læse Ib Bygbjergs afsnit om malaria. Afsnittet er velskrevet, opdateret og præcist. Det indeholder, foruden en del faktuelt om sygdommen, også overvejelser om delvis resistens sammen med en historisk analyse af kemoprofylaksen. Problemstillinger der let dukker op ved rådgivning af danske udsendte til længerevarende ophold i malariaområder. Afsnittet om slangebid og havets farer (gopler, søanemoner) er vigtigt - det er emner, der optager den uerfarne troperejsende, og det, at den praktiserende læge kan give blot et par enkle råd og vejledninger, vil øge patienternes tillid. De to afsnit om rejsediarre omhandler hhv. epidemiologi/ætiologi og behandling/forebyggelse. Det epidemiologiske afsnit udemærker sig ved respekt for diarresygdommene som én af de hyppigste årsager til høj børnedødelighed i globalt perspektiv, og afsnittet om behandling/forebyggelse indeholder en god gennemgang af de vigtigste diarresygdomme. Afsnittet om hudproblemer i troperne er kriblende og rigt illustreret.

Bogen må varmt anbefales til almen praksis, både til den praktiserende læge og hjælpepersonalet. Den udfylder et tomrum mellem tropemedicinske lærebøger og de mere almene bøger om sygdom og helse i troperne. Det er en ukompliceret bog skrevet i en let tone, som sagtens kan læses tilbagelænet i en god lænestol og så samtidig have evnen til at øge den praktiserende læges muligheder for at servicere sine rejsende patienter.

København: Arkiv for praktisk lægegerning, 2002.

316 sider. Pris: 270 kr.

ISSN 0901-0483