Skip to main content

Moi H, Maltau JM. Seksuelt overførbare infeksjoner og genitale hudsykdommer

Oslo: Gyldendal Akademisk, 2002. 194 sider. Pris: 265 NOK. ISBN 82-05-30108-5 Gunhild R. Lange Skovgaard

1. nov. 2005
1 min.

Bogen giver en klar og tilgængelig oversigt over de mest almindelige genitale infektionstilstande, seksuelt overførbare infektioner samt genitale hud- og mucoselidelser.

Bogen retter sig især til medicinstuderende og læger i almen praksis. Forfatterne har brugt mange sider på diagnostik og udredning af patienten. Der anvendes således ca. 1/3 af bogens sidetal til dette formål. Bogen er rig på figurer, »grå kasser« samt billeder etc. Dette er med til at gøre bogen let tilgængelig og yderst praktisk anvendelig.

De første kapitler, der omhandler diagnostisk og udredning er didaktiske og meget detaljerede, hvorimod de resterende kapitler, der omhandler de egentlige sygdomme ligeledes er didaktiske men i øvrigt mere oversigtsprægede. I ganske enkelte tilfælde mister forfatterne vigtig detailviden. Bogens opbygning gør den yderst velegnet som opslagsbog og dermed yderst brugbar i primærsektoren og for den mindre øvede læge eller medicinske studerende. Bogen kan varmt anbefales også i dansk regi.