Skip to main content

Moralske deficit

♠ Læge Ole Birger Vesterager Pedersen, København. E-mail: obpedersen@health.sdu.dk

16. jan. 2009
2 min.

Der verserede i sommeren 2008 i disse debatsider en debat om muslimske læger, som Ugeskriftet valgte at lukke ned for med den begrundelse, at debatten intet havde at gøre med lægefaglige spørgsmål. Det har været dejligt at slippe for disse religionsforskrækkede indlæg i det sidste halve år. Lige indtil nu. I et indlæg af Kurt Charleman (Ugeskr Læger 2009;171:68) genoptages den antiislamistiske debat, denne gang begrundet af bekymring for muslimske lægers evne til at udføre deres virke i henhold til danske standarder.

Bekymringen må siges at være overdreven, eftersom den enkelte læges virke i Danmark er underlagt adskillige kontrolinstanser. Så opfordringen til en »undersøgelse af konsekvenserne af religiøse holdninger« på læge-patient-forholdet er ude af proportion og virker mest som en dårlig undskyldning for at komme med betragtninger over muslimers hjernefunktion og »sociale, psykologiske og etiske deficit«, som det så sigende anføres i overskriften.

Kurt Charlemans påstande omkring muslimers hjernefunktion, deres evne til kritisk tænkning og hans mistænkeliggørelse af muslimske læger for manglende faglige evner er i højeste grad ukollegialt og nedgørende. Og eftersom påstandene ikke underbygges af nogen som helst fakta, er der tale om injurier. Så hvis der findes muslimske læger, der finder Kurt Charlemans indlæg ærekrænkende og chikanerende, vil han formentligt kunne sagsøges for det.

Det vil klæde Ugeskriftet at holde op med at publicere indlæg, der er på kant med loven.