Skip to main content

Mortensen EV. Socialleksikon 2002-2003. 5. udgave

Lars Ahlstrand

2. nov. 2005
2 min.

Leksikonet har vist sin berettigelse. Der er tale om en udmærket, let læselig og brugervenlig håndbog, som ud over den sociale lovgivning også beskæftiger sig med dele af arbejdsmarkeds,- sundheds- og familielovgivningen. Opbygningen er logisk, og de alfabetisk ordnede emner og stikord gør det nemt at finde relevante emner. Desuden er der et ikke ubetydeligt antal henvisninger til fordybelse inden for de forskellige områder. Særligt de elektroniske hjemmesideadresser er nyttige.

Bogen har ingen bestemt målgruppe, men henvender sig til alle. Det betyder, at nogle emner kan forekomme overfladiske i deres beskrivelse, f.eks. reglerne for kronikertilskud (side 204). Omvendt er der en udmærket beskrivelse af principperne ved den nye førtidspensionsreform (side 149), der trådte i kraft 1. januar 2003. Netop en sådan videns ajourføring med henvisning til yderligere relevant materiale er klart bogens styrke. Det gør den til et nyttigt redskab for enhver læge, specielt i almen- og speciallægepraksis, hvor der ikke er socialfaglige medarbejdere, primært socialrådgivere, at støtte sig til.

Det er lidt ærgerligt, at man ikke har rettet visse mangler fra tidligere udgaver. F.eks. under Sindslidelse, hvor det under Tvangsforanstaltninger fortsat er udeladt, at en person, ud over at være sindssyg eller i en tilstand, der svarer til sindssyge, også skal være til fare for sig selv eller andre eller befinde sig i en tilstand, hvor udsigten til helbredelse vil være væsentlig forringet, hvis ikke tvangsforanstaltning finder sted. Et andet eksempel er, at man under emnet Alkoholmisbrug og Antabus stadig ikke har præciseret, at antabus er lægeordineret medicin, og derved kræver en lægefaglig vurdering og rådgivning.

Ligesom inden for andre fagområder sker der også i forhold til den sociale lovgivning løbende ændringer. I en travl hverdag kan det være svært selv at være opmærksom på en vidensmæssig ajourføring, hvilket Socialleksikon på udmærket vis kan kompensere for. Samtidig er det nu gjort muligt at abonnere på nye udgivelser, så der er ikke længere undskyldninger for ikke at have bestilt nye reviderede udgaver. Og så er prisen overkommelig.

København: Forlaget Jura Information, 2002.
322 sider. Pris: 190 kr. ISBN 87-90841-10-7