Mundkurv

Formanden for Lægeforeningen skriver i sin ledende artikel den 11. maj 2004, at vort arbejde om behandlingsskader på en kirurgisk afdeling [1] har understøttet fundene i Dansk Sygehus Instituts tidligere arbejde fra 2001 om utilsigtede hændelser [2]. Nu må der ikke skrives mere om dette emne, som kan antages at være fuldt belyst.

Når vores formand skriver sådan, er det ikke en ligegyldig ting. Men for det første kan og skal Lægeforeningen ikke give sine medlemmer mundkurv på. Dette emne er så vigtigt, at alle tværtimod bør opfordres til at beskæftige sig med det.

Og for det andet er der flere forskelle end lighedspunkter mellem Dansk Sygehus Instituts resultater og vore. Det er således eksempelvis stadig usikkert, hvor mange dødsfald der forårsages af behandlingsskaderne. Vi er lige begyndt at ane behandlingsskadens natur, men emnet er uhyre komplekst.

Det er næppe heller rigtigt, at lægernes adfærd på dette område er ændret væsentligt gennem de sidste 6-7 år. I Patientforsikringens materiale ser vi et støt stigende antal af anmeldelser, og andelen af skader, der anerkendes efter

§ 2.1.1 om overtrædelse af bedste specialiststandard, ligger mellem 10,8% og 15,2% med stigende tendens (Tabel 1 ). Ved læsning af journalerne er det en hyppig oplevelse, at lægernes parader kommer meget hurtigt op, når talen falder på, at behandlingen muligvis kan have forårsaget skade.

Hvis vi måler på en anden variabel, nemlig andelen af patienter der hovedsageligt undersøges og behandles af én læge, viser journalerne også et forstemmende billede. Denne ansvarsforflygtigelse er efter vores mening den største enkelte skadevolder. Lægens ansvar for den enkelte patient er formentlig den bedste sikkerhed mod skader.

Vi håber i modsætning til Jesper Poulsen, at der kommer mange nye undersøgelser om patientskader. Lægestanden må indse, at dette ikke er et prekært emne, som man helst ikke må tale åbenlyst om. Hvis vi skal minimere skaderne, må vi vide så meget om dem som muligt. Vi arbejder alle hen imod det samme mål.