Når amningen sættes under anklage

Professor Philippe Grandjean har venligt endnu en gang kommenteret mine indlæg om amning under anklage [1-3].

Jeg forstår Philippe Grandjeans kommentar således, at Philippe Grandjean ønsker, at jeg støtter et initiativ i Sundhedsstyrelsen om undersøgelse af uønskede stoffer i kvindemælk på nationalt niveau for bedre at kunne rådgive om amning. Jeg vil forsøge at resumere, hvorfor jeg ikke kan støtte et sådant initiativ, men vil foretrække at bibeholde og udbygge den nuværende overnationale koordinerende og rådgivende funktion vedrørende amning, i WHO/UNICEF-regi.

Amning er ikke først og fremmest et natur- eller lægevidenskabeligt anliggende. Jeg betragter amning som en menneskeret [4]. Rådgivning om amning skal ikke foretages primært ud fra videnskabelige kriterier, men må foregå på et langt bredere grundlag.

De efterhånden mange mere eller mindre videnskabeligt begrundede reguleringsforslag vedrørende amning, som også læger gennem årene har stået faddere til, har i globalt perspektiv medvirket til bl.a. øget: spædbarnsdødelighed, børnesygelighed, sygelighed senere i livet og til uønskede livsforløb i et omfang ingen kan forestille sig.

Med udgangspunkt i løbende nationale toksikologiske målinger vil såvel faglige diskussioner om ammeperiodens længde mv. som medieomtalen af undersøgelserne skabe unødig uro og ængstelse, afbrudte ammeforløb mv. - ikke mindst fordi mange forskere og mediefolk ikke kan eller ikke vil foretage relevante refleksioner mhp. at imødegå den unødige uro og ængstelse, som vil følge af de faglige diskussioner, presseomtalen mv.

Med videreførelse af den nuværende borgerlig-liberale politik, vil bl.a. toksikologiske målinger på sigt blive privatiseret. Og mange vil, med eller uden privatisering, være interesseret i at udføre/sponsorere sådanne undersøgelsesprogrammer, fordi der vil være ganske betydelige økonomiske gevinster forbundet med disse undersøgelser. Fx vil multinationale fødevareproducenter kunne bruge undersøgelserne til salgsfremme for modermælkserstatning m.m. - ved at miskreditere amning - i betydeligt større omfang end på nuværende tidspunkt.

Og hvem skal afgøre, hvilke stoffer der skal undersøges for? - og af hvem? Etc.

Som en yderligere konsekvens af Philippe Grandjeans forslag ser jeg for mig, at mange lande vil oprette styrelser/forskergrupper, som skal have ansvar for de løbende nationale toksikologiske undersøgelsesprogrammer mhp. rådgivning om amning. Med ressourcespild og informationskaos til følge.

Som anført vil jeg anbefale, at WHO/UNICEFs rolle som overnationalt koordinerende og rådgivende organ vedr. amning videreføres og udbygges.

Jeg vi derfor opfordre Philippe Grandjean og medarbejdere og andre med tilsvarende baggrund, og som støtter amningen, til at genoverveje/udbygge samarbejdet med WHO om denne koordinerende og rådgivende opgave.Vedrørende toksikologiske undersøgelser har WHO forestået en sådan indsats i over 20 år [3].

Jeg vil også opfordre Philippe Grandjean og andre miljøinteresserede fagfolk til at yde en endnu større indsats for vedholdende at vejlede beslutningstagere om at nedbringe forureningen af det ydre miljø. Og dermed på sigt forhåbentlig bidrage til at nedbringe især børns udsættelse for uønskede industrikemikalier mv. og især i den særlig følsomme prænatale periode [5]. Langvarig amning må kunne hjælpe til at modvirke en sådan eksposition [6].

SVAR