Når amningen sættes under anklage

I en kronik med ovenstående titel påstår Jens Kruse (JK) at jeg har anbefalet at ammeperioden afkortes [1]. Han henviser til en artikel fra Politiken skrevet af Kaare Skovmand. Men overskriften »Advarsel mod langtidsamning« kan jeg ikke tage ansvaret for, og måske kan Kaare Skovmand heller ikke. Det fremgår heldigvis i korte træk af avisartiklen hvad sagen drejer sig om. Ikke desto mindre beretter JK at min »påstand« omgående blev imødegået af Sundhedsstyrelsen, som mente at det er forureningen og ikke amningen der bør begrænses. Tillad mig at korrigere: Jeg er faktisk helt enig med Sundhedsstyrelsen!

Til belysning af baggrunden skal jeg kort resumere, at vi har målt vækst hos 182 færøske børn [2]. Ligesom i andre lande viste det sig, at barnet var mindre i 18-måneders-alderen jo længere det var blevet ammet. Men modsat tidligere undersøgelser havde vi målt nogle relevante forureningsstoffer. Når man korrigerede for barnets eksponering for disse stoffer gennem mælken, forsvandt amningens betydning helt.

Dette resultat er plausibelt, da de pågældende stoffers toksiske egenskaber bl.a. omfatter nedsat vækst. Det var med andre ord snarere de toksiske stoffer som medførte den mindskede vækst.

JK mener at den prænatale eksponering for forureningsstoffer er vigtigere. Jeg skal medgive at dette spørgsmål kun er dårligt belyst. Men en nylig undersøgelse fra Tyskland tyder på, at eksponering for visse forureningsstoffer både prænatalt og gennem modermælken kan skade nervesystemets udvikling [3]. Amning kan sikkert kompensere for eller opveje nogle af de skadelige virkninger, så amning fortsat er en samlet fordel for barnet. Men gevinsten bliver mindre end den burde have været.

Sagen er desuden mere kompliceret end JK giver udtryk for. Efter mange års drøftelser enedes man ved WHO's generalforsamling i 2002 om at anbefale at amning skulle udstrækkes til 6 måneder uden supplerende kost. Konklusionen var allerede kontroversiel, fordi man ikke havde synderligt belæg for at seks måneder skulle være bedre end de fire man hidtil havde anbefalet [4]. Men for at sætte amningen i så gunstigt et lys som muligt holdt man bevidst diskussionen af forureningsstoffer ude. I den henseende er jeg helt enig med JK's konklusion, at man bør involvere alle relevante aspekter. Men JK har bare ikke bemærket at den bevidste fortielse af et væsentligt element drejer sig om forurening af modermælken.

Denne fortielse rækker videre endnu. Efter at vi havde publiceret vores arbejde i FASEB Journal blev vi kontaktet af en pædiater som havde foretaget helt parallelle undersøgelser i Tyskland med samme resultat. Men resultaterne måtte ikke publiceres. JK mener at der med til god forskningsetik hører, at man imødegår unødig uro og ængstelse. I princippet er jeg enig, men problemet er i virkeligheden det omvendte. Ved unødigt at tilbageholde viden om forureningsstoffers skadelige virkninger spærrer man for dokumentation der kunne føre til bedre forebyggelse af farlig forurening.

Jeg forstår godt pædiaternes frustration over de blandede signaler omkring amning. Men diskussionen om forurening af modermælk er blevet tiet ihjel, og derfor kan det virke ekstra sensationelt når ny viden slipper ud. Den seneste danske undersøgelse af modermælk for forurening er fra 1993, men det tog seks år at få resultaterne ud. Sidenhen nedlagde Sundhedsstyrelsen aktiviteten, men denne beslutning kan forhåbentlig ændres. Jeg foreslår derfor, at pædiatere og miljømedicinere enes om i fællesskab at fremme indsatsen for at modermælken ikke forurenes med stoffer der kan skade barnet.