Når en praktiserende læge falder ...

Skriver en gang om måneden i Ugeskriftets debatsider om problemstillinger inspireret af arbejdet som

lægelig konsulent for Kollegialt Netværk for Læger.

I disse tider med optræk til konflikt omkring overenskomsterne for de praktiserende læger er det svært ikke at reflektere over PLO'ernes arbejdsvilkår. Når regionerne går i pressen og kræver bedre kontrol over udbetalingerne, som eksemplet med de forkert udbetalte tolketillæg (som jo i den samlede sammenhæng nok er en bagatel), kan man godt mangle en modstemme.

Overalt i det offentlige sektor er der et vedvarende potentielt konfliktfyldt møde mellem på den ene sideledelse, magt, økonomi og styring og på den anden side faglighed og erfaring. Praktiserende læger er private aktører, der forhandler afregning med det offentlige, og efterhånden er det næsten udelukkende økonomi og styring, der bliver eksponeret i det offentlige rum. Erfaringer med, hvordan man udøver og opretholder god faglighed og vedvarende kan fungere i den komplekse, travle hverdag i mødet med patienter, er ikke i fokus.

For mange - læger og andre mennesker - er arbejdslivet en vigtig identitetsskabende faktor, og grænserne mellem arbejdsliv og fritid er som tendens udflydende. Vi har alle internaliseret viden om, hvad der i vores kultur opfattes som god arbejdskraft. En herskende stemme er at levere høj faglighed, være fleksibel og proaktiv. De praktiserende læger mødes med en forventning om, at de kan finde ud af at implementere nye opgaver i dagligdagen, uden omkostninger i øvrigt. Kan man ikke det, lever man ikke op til forventningerne til god arbejdskraft.

I henvendelserne til det Kollegiale Netværk er praktiserende læger ikke underrepræsenteret. Belastningstilstande er en hyppig årsag til henvendelserne. Et typisk billede er, at når en praktiserende læge falder, falder vedkommende tungt. Det bliver svært, komplekst og på mange måder omkostningsfuldt. Ved de netop afholdte møder for sygdomsramte læger blev der efterlyst initiativer i forhold til, hvordan man kan fungere i praksis uden at udvikle belastningstilstande.

Den enkelte læge kan selvfølgelig altid blive bedre til noget: til at organisere, til at udvikle, til at udnytte netværk osv. Men det ændrer ikke ved, at betingelserne for arbejdets udførelse er i spil. Det er mit indtryk, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved, at der er høj faglighed og produktivitet i almen praksis. I det lys kunne man godt ønske mere fokus på, hvordan man kan implementere de mange nye opgaver, uden at det skal være den enkelte praktiserende læge, der enten skal præstere mere eller levere ringere ydelser.