Skip to main content

Når lægen vrides i mediemaskinen

Henrik Day Poulsen, Praktiserende speciallæge i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center København. E-mail: henrikdaypoulsen@hotmail.com

22. jun. 2012
2 min.

Nogle læger har prøvet det. De færreste nyder det. Mediernes vridemaskine kører uafbrudt, og i sidste uge måtte klinikchefen på Psykiatrisk Center Glostrup sande, at Politiken havde reageret på flere anmeldelser til Embedslægen om mulig overmedicinering af indlagte patienter. Sundhedsstyrelsen har nu iværksat en undersøgelse, hvilket er helt på sin plads, da det er i lægernes egen interesse, at en sag undersøges af et uvildigt organ. Det kendetegner en retsstat.

Men for journalister er det sjældent tid til at vente på, at resultatet af en undersøgelse foreligger. Vridemaskinen er sat i gang, og der skal blod på mediekniven; i dette tilfælde klinikchefens bloddryppende hoved på et fad.

Det er klart en journalistisk opgave at afdække mulige fejl begået af læger. Der er flere eksempler på skandaler i sundhedsvæsnet, som en dygtig journalist har afdækket. Uden journalistisk frihed ville vi være ilde stedt.

Men hvad er lægekollegaernes rolle? TV Avisen kunne den 13. juni bringe et interview med en af klinikchefens tidligere kollegaer, der oplyste om, at flere patienter pga. overmedicinering var blevet lagt i respirator. Havde det mon været bedre, at kollegaen havde givet denne information til Sundhedsstyrelsen med behørig dokumentation frem for til en journalist på TV Avisen? Og den pågældende overlæge undlod i øvrigt at oplyse om muligheden af, at den anvendte dosering kunne nedsætte brugen af bæltefikseringer; den mest indgribende tvangsforanstaltning på psykiatrisk afdeling.

I mange sager om mulige lægefejl er der som oftest mange interessenter med vidt forskellige motiver. Misundelse, vrede, nidkærhed, penge, narcissistisk krænkelse, uvidenhed og dumhed kan nogle gange forplumre billedet.

Som læger bør vi altid afvente fakta, inden vi dømmer. I vores videnskabelige opdragelse er det evidens, der tæller. Jeg har i denne sag ikke set fakta; kun læst Politikens vridemaskine og en tidligere overlæges påstande i TV Avisen. Jeg kræver flere fakta, inden jeg tør sige, om klinikchefen har handlet uansvarligt eller er offer for en uretfærdig hetz.

Vridemaskinen kan aldrig stoppes. Men vi kan som læger og kollager trække vejret og afvente et veldokumenteret svar.

Det er god dannelse.

Vi kan alle komme i vridemaskinen. Kun ekstremt defensive læger, der altid holder hænderne i lommen undgår det. Men de er sjældent de mest visionære og innovative.