Skip to main content

Når læger græder

Claus Hancke, speciallæge, Lyngby, E-mail: hancke@c.dk

1. nov. 2005
2 min.

Tiden sårer alle læger. Vort fag efterlader ingen uden emotionelle skrammer, til trods for at gerningen hurtigt giver hård hud på sjælen. Efter 30 år i faget, hvor jeg i sin tid lagde bund med et par års blandet kirurgi, skadestuearbejde og helikopterredningstjeneste, efterfulgt af års almen landpraksis med vagtlægekørsel, har jeg efterhånden set en del, og der skal noget til, før jeg bliver følelsesmæssigt ramt.

Det skete imidlertid i sidste måned, da jeg deltog som én af fire danske læger i en kongres i Washington D.C.

Det var på kongressens sidste dag, og vi sad ca. 250 læger og lyttede til Richard Fischer fra International Academy of Oral Medicine and Toxicology.

Fischer præsenterede en række videnskabelige publikationer som dokumentation for at dental amalgam er den største kilde til human kviksølvbelastning.

Men fiskene er jo også en væsentlig kilde, og for at demonstrere hvorledes kviksølv kan ændre vor psyke og specielt skabe aggressiv adfærd, viste han en videofilm af færingernes voldelige adfærd under et grindedrab. Han mente, at den høje kviksølvophobning var årsag til, at man ikke havde mental kapacitet til at få afskaffet dette urgamle offerritual.

Tilhørerne var dybt rystede over denne demonstration af middelalderlig, skånselsløs, barbarisk blodrus over for vore marine medskabninger, og flere læger græd. Filmen blev afbrudt af foredragsholderen med en bemærkning om, at det følgende ville blive for voldsomt at se.

Vi fire deltagere fra Danmark så stille ned i gulvet, og skammede os dybt over at være i rigsfællesskab med de barbarer, som vi så på filmen.

Grindedrab er i dag ikke gjort af nød eller sult. Færingerne har på ingen måde brug for dette kød, og det har ingen betydning for deres økonomi. Der er ingen som helst anden grund til dette barbari, end at det er en rituel tradition. Her er det blot konverteret til en grotesk folkefest, der ender i en ekstatisk blodrus.

Og hvad kommer det så os ved?

Vi er humanister, og vi har en pligt til at sige fra.

Grindedrab bør ikke forekomme i et land, som ønsker at kalde sig civiliseret.