Skip to main content

Når ritualerne tager magten - en bog om OCD

Hansen ES, Bolwig TG. København: Munksgaard Danmark, 2002. 136 sider. Pris: 198 kr. ISBN 87-628-0245-3 Nicole K. Rosenberg Cand.psych.

2. nov. 2005
2 min.

Mange ved, at H.C. Andersen havde tvangstanker og handlinger: Tanken om at blive levende begravet fik ham til at lægge sedler på sit natbord med udsagnet: »Jeg er kun skindød«. Næsten enhver kender nogen, der har en rem af huden: Forkærlighed for ro, renlighed og regelmæssighed. Men tilstandene er relativt sparsomt beskrevet i psykiatrisk og psykologisk litteratur, og der er relativt få tilbud til personer med behandlingskrævende tvangstilstande. »Det er ejendommeligt, at en tilstand, som vi i dag ved, er 2-3 gange så hyppigt forekommende som skizofreni, ikke før de seneste årtier har tiltrukket sig større faglig opmærksomhed«, skriver forfatterne til »Når ritualerne tager magten - en bog om OCD« .

Bogen giver en forbilledligt enkel og pædagogisk præsentation af den aktuelle viden om de obsessive kompulsive tilstande. Forfatterne gør et grundigt arbejde for at øge forståelsen af og interessen for disse ofte mærkværdige og

pinefulde tilstande.

Hovedvægten lægges på den kliniske beskrivelse. Her går forfatterne systematisk til værks. Man bliver både præsenteret for de mest udbredte former for tvangstanker og de kendte kategorier af tvangshandlinger: Checke, vaske, gentage, samle, skabe symmetri, tælle, være langsom og blandede ritualer. En række illustrative case-eksempler giver den kliniske deskription liv. Herudover præsenteres i bogen de mest relevante teorier om årsager til OCD (Obsessive Compulsive Disorder), hvoraf de neurobiologiske teorier ses som de mest lovende: »Den i øjeblikket mest sandsynlige hypotese vedrørende OCD's opståen er, at der i de nervekredsløb, som knytter de dybereliggende hjerneområder, basalkernerne, til pandelapperne, er sket en ,fastlåsning`, således at patienten ikke er i stand til gennem en viljesbestemt indsats at stoppe et impulspres. Raske mennesker vil være i stand til at afbryde gentagne tanke- og handlemønstre gennem en viljesindsats. Dette er ikke muligt for OCD-patienterne«. Noget i hjernens funktion er gået galt. OCD-patienten er ikke stoppet ved barndommens uskyldige undgåelse af streger mellem fliserne, men har lidt et omfattende tab af indre styring.

Endelig gives en behandlingsvejledning til såvel medikamentel som psykoterapeutisk behandling. En kombination af SSRI og kognitiv terapi (med mange adfærdsterapeutiske komponenter) ser mest lovende ud. Psykokirurgi nævnes også, og Freud får en ærbødig hilsen.

I bogen giver forfatterne også en række historiske og demografiske oplysninger samt ordforklaringer - alt sammen inden for rammerne af 130 sider. Bogen vil være af interesse for såvel specialisten som generalisten og vil kunne læses af de fleste personalekategorier i sundhedsvæsenet og af patienter og pårørende.