Content area

|

Når patientinddragelse bliver til patientunddragelse

Systemet glemmer at tage udgangspunkt i det enkelte menneske, som tilfældigvis også er patient. I stedet nedsætter man patientpaneler bestående af velformulerede og ressourcestærke patienter, som så bliver grundlaget for, hvordan man inddrager på den rigtige måde, skriver hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.
Forfatter(e)
Lotte Blicher Mørk, hospitalspræst, Rigshospitalet

Jeg talte forleden med en mand, der havde været indlagt i lang tid. Han havde det virkelig dårligt. Naturligvis fordi han var syg. Men også fordi han følte sig overset af det sundhedsfaglige personale. Han fortalte, at han åbenlyst havde været på grådens rand hele dagen. På trods af det åbenlyse havde ikke én spurgt, hvordan han havde det. »Og jeg ved godt hvorfor«, sagde han. »De er bange for, at det tager for lang tid, hvis de spørger«.

Det er langtfra første gang, jeg hører det som præst. Jeg spurgte ham, hvad han ville have ønsket, at personalet havde gjort – for travlhed er et vilkår i det danske sundhedsvæsen. Han ville ønske, at der var bare ét menneske, der havde set ham, så han ikke følte sig negligeret. Han havde ingen forventning om en længere samtale – bare at blive set. »Det er vel det mindste, man kan forvente af et sundhedsvæsen, der bryster sig af at lave patientinddragelse«, sluttede han af.

Eksemplet her viser, hvordan vores forsøg på at lave patientinddragelse svigter. Hospitalerne har i mange år officielt haft fokus på begrebet patientinddragelse. Endnu et af de begreber, det er svært at have noget imod – og ikke mindst udlede noget af. Én ting er dog sikker: Enhver form for inddragelse begynder med, at man ser den anden som et ligeværdigt menneske. Et menneske med værdi på trods af den afmagt, der i øjeblikket hersker. Og nej, det tager ikke lang tid at se den anden – medmindre målet er at fjerne al lidelsen, for så bliver det langvarigt.

Problemet er, at systemet glemmer at tage udgangspunkt i det enkelte menneske, som tilfældigvis også er patient. I stedet nedsætter man patientpaneler bestående af velformulerede og ressourcestærke patienter, som så bliver grundlaget for, hvordan man inddrager på den rigtige måde. Intentionen er fin, men jeg har altid undret mig over, at systemet bilder sig selv ind, at én standard alene kan sikre patientinddragelse – at man så at sige sætter inddragelsen på formel. Når vi standardiserer og systematiserer og dermed reducerer mennesket til en parameter i formlen, kommer vi til at diktere, hvad der er det rigtige for den enkelte. På den måde ender vi med at gøre patienterne til objekter. Og det er meget langt fra at være inddragelse.

Vi er sommetider så forhippede på at ville udvikle systemet, at systemet kommer til at skygge for individet. Så det, der burde være inddragelse, bliver til unddragelse, hvilket netop skete for manden beskrevet i indledningen.

En region i Danmark har sloganet »Patienten i centrum«. Gad vide om ledelsen har spurgt patienterne, hvorvidt de føler sig i centrum. Jeg tror, jeg kender svaret. Ligesom jeg tror, at jeg kender patienternes svar, hvis regionen rent faktisk spurgte.

Blad nummer: 

Right side

af Rune Lolk | 11/12
12 kommentarer
af Claus Gramstrup Hansen | 10/12
4 kommentarer
af Birgit Alsbjerg | 10/12
1 Kommentar
af Henning Bagger | 09/12
1 Kommentar
af Johanne Dikland | 09/12
4 kommentarer
af Bogi Dánialson Davidsen | 07/12
1 Kommentar
af Mats Lindberg | 06/12
1 Kommentar
af Jens Ole Mathiesen | 06/12
2 kommentarer