Skip to main content

Når sundhedsvæsenet ikke fungerer, går det ud over borgerne med færrest ressourcer

Foto: Stine Christiansen
Foto: Stine Christiansen

Christian Freitag, formand for PLO

8. nov. 2019
3 min.

Vi har et utroligt velfungerende sundhedsvæsen i Danmark – og hvis man er i tvivl, får man det genopfrisket, næsten hver gang man er i udlandet. Vores meget høje grad af solidarisk finansiering skaber et mere lige sundhedsvæsen, end man har i de fleste andre lande.

Alligevel ved vi godt, at princippet om »lige adgang til sundhed« svigter hyppigere, end godt er. Set fra min stol, tegner der sig et billede: Når sundhedsvæsenet fungerer, er vi gode til at give lige adgang til sundhed, men når sundhedsvæsenet bliver presset eller ikke fungerer, forstærker det uligheden i sundhed.

Der er desværre masser af eksempler: Når vores henvisninger og epikriser ikke er gode nok, går det ud over de svage patientgrupper. Det samme sker, når patienten falder uden for et pakkeforløb, når borgerne ikke har let adgang til deres egen praktiserende læge, når der er ventelister på sygehusene og hos speciallægerne, og når patientens behandling er afhængig af gode sektorovergange.

En mulighed kunne fx være, at vi i almen praksis reserverer særlig tid til udvalgte komplekse patienter

Mønsteret er det samme: De borgere, der har gode ressourcer og stærke netværk, får manøvreret sig igennem »systemet« og frem til lægens opmærksomhed. Det kan vi ikke arbejde imod, men vi har et ansvar for, at der afsættes den fornødne tid til de patienter, der har det største behov og de færreste ressourcer.

Populært sagt skal patienterne nogle gange behandles forskelligt for at blive stillet mest muligt lige i sundhedsvæsenet. En mulighed kunne f.eks. være, at vi i almen praksis reserverer særlig tid til udvalgte komplekse patienter, f.eks. socialt udsatte med psykisk sygdom eller misbrug, skrøbelige ældre medicinske patienter eller børn fra udsatte familier.

Vi har også et ansvar for, at patienterne oplever et sundhedsvæsen, der populært sagt taler sammen, og hvor succeskriteriet er hele patientforløb og ikke bare en god praktiserende læge, en god kirurg og en god sygeplejerske i det kommunale akutteam.

Jeg håber, at problemet med, at patienterne falder mellem to stole ved sektorskift, er reduceret gevaldigt om ti år. Det kræver, at vi, der behandler patienterne, har let adgang til de relevante og aktuelle data ved sektorskift.

Det højtspecialiserede sundhedsvæsen har mange fordele, og det giver også mening, at det omkostningstunge sygehusvæsen ikke bliver unødigt belastet af opgaver, som vi kan løse godt andre steder.

Til gengæld er der risiko for, at afstanden mellem lægerne i primær- og sekundærsektoren bliver forøget – ikke kun geografisk, men også i patienternes oplevelse. Det er skidt for lægerne, men det er i endnu højere grad skidt for patienterne.

Politikerne må afgøre hvordan, men efter min mening er det helt afgørende, at vi får skabt nogle bedre fora, hvor vi læger, på tværs af sektorer, får mulighed for at følge og forbedre de mange patientforløb, der er afhængige af, at vi taler og arbejder sammen.

Det vil især komme de udsatte borgere til gavn – og dem har vi et særligt ansvar for.