Narrative familiesamtaler - med udsatte børn og deres forældre

Man skal ikke lade sig narre af bogens titel og tro, at den kun henvender sig til professionelle, der hovedsageligt beskæftiger sig med terapi af børn og unge. Tværtimod henvender den sig mest til voksne, der på en eller anden måde kommer i forbindelse med børn, der er påvirket af ulykkelige (psykiske såvel som fysiske) omstændigheder i deres omgivelser, og hvor de voksne ikke er trænet i at have samtaler med børn. De fleste patienter har børn i deres familie, og ofte »glemmes« børnene eller »skånes«, fordi de voksne er usikre på, hvordan de skal gribe det an. Andre gange informeres børnene om en masse fakta, uden at der tages hensyn til barnets grænser for, hvad det har brug for at vide på det givne tidspunkt.

Denne bog er meget letlæst og leder under alle omstændigheder læserens perspektiv meget konkret hen gennem barnets øjne.

Ingelise Nordenhof formår at beskrive, hvordan hun aflæser børnene og respekterer de udtryk, de kommer med, og f.eks. lader dem beskæftige sig med noget andet, når de giver udtryk for at have behov for det. Hun lader i det hele taget processen få den tid, der er brug for. Det er noget sundhedspersoner skal øve sig meget på, da de er vant til, at alt skal foregå hurtigt og effektivt.

Via case-stories gøres børnene meget levende, så det er nemt at sætte sig i deres sted og følge, hvordan forfatteren tager barnet i hånden og følger det på vej i denne proces.

Forfatteren hæfter kort og præcist sin praksis op på teorier om »oplevelse af sammenhæng«, kommunikation og narrativ metode. Fra den narrative metode benytter hun sig især af »eksternalisering« (som også bruges inden for kognitiv terapi), hvor »sygdommens eget liv og effekt« undersøges sammen med barnet. Dvs. udgangspunktet er ikke »det akutte myokardieinfarkt/depressionen på stue 11«, men fru Larsen på stue 11, der er ramt af akut myokardieinfarkt/depression. Det er myokardieinfarktet/depressionen, der skaber uønskede effekter og ikke fru Larsen selv.

Selv om forfatteren praktiserer og taler ud fra et miljø i voksenpsykiatrien, hvor hendes hovedopgave er familiesamtaler, og hun derfor har muligheder for kreative indslag og opfølgning, der ligger langt ud over, hvad de fleste sundhedspersoner har, vil læsningen af bogen gavne alle i deres kommende samtaler med patienter, der har børn.

Har man ikke brug for at kunne alt det, der beskrives - hvilket vil kræve en særlig uddannelse, hvor bogen også kan bruges - så har man altid brug for at have forståelsen for barnet liggende i baghovedet, hvilket vil gøre, at man ikke så let kommer til at informere til skade for barnet, helt at glemme barnet eller for den sags skyld glemme, at patienterne selv ofte spekulerer rigtig meget på, hvordan deres børn skal klare det. Den slags spekulationer virker i sig selv hæmmende på patienternes helingsproces.

Ud over til sundhedsfagligt personale er bogen også anvendelig inden for de pædagogiske fag og til forældrene selv.