Nedtrapning af afhængighedsskabende medicin er et fælles ansvar

Det er ingen hemmelighed, at der faldt en sten fra mit hjerte forleden, og at vi følte grund til at stoppe op et øjeblik, da vi så TV Østs dækning af en patient, der efter et krævende forløb har haft mod til at stå frem i pressen.

Patienten, som du kan læse om her og her på skal have ros for ikke bare at have mod til at stå frem, men faktisk også for at beskrive, hvordan patienten selv er blevet klogere – efter en automatreaktion, vi kender alt for godt: Når lægen vil trappe ned på medicinen, får man en voldsom reaktion fra patienten.

Det er konfliktfyldt at være læge – men her er det ekstra konfliktfyldt – og med sociale medier og tabloidpresse, der lever af konflikter, bliver resten ofte historie – og negativ historie - for lægen.

Vi er aldrig glade for serviceklager, der kan dække over alt fra dårlig kommunikation læge og patient imellem til for lang ventetid. Men som det ikke er nogen læge fremmed: En ting er at udsætte sig selv for kritik. Noget andet at udsætte sig selv for uberettiget kritik, når den lægegerning man praktiserer, ikke bare er et ansvar, man skal leve op til, men også et direkte påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed: Vi skal som læger insistere på, hvor det er muligt, at trappe patienter ud af afhængighedsskabende medicin, selvom reaktionen er endnu hårdere end at tage slik fra et barn.

Faktisk har Styrelsen for Patientsikkerhed i en række tilfælde indskærpet over for praktiserende læger, at det ikke nytter noget bare at udskrive medicin med bind for øjnene – selvom det er nemmest og mindre konfliktfyldt på den korte bane. Er du forælder, ved du også, at barnet nok skal tie stille, og der kommer ro på, hvis du bliver ved med at fodre sukkerkanalen. Men det gør det ikke mere rigtigt af den grund.

Til andre lægekolleger skal fremadrettet lyde et stort ønske og en udstrakt hånd: Skal vi ikke bare på dette område insistere på at lade faglige interesser være faglige interesser, så vi enes om at sætte standarder for at trappe danskerne ud af et alt for højt medicinforbrug?

Det er så let at pege fingre aD modstanderne – fra udbudsklinik til PLO og vice versa og fokusere på, hvor mange klager hvem får i hvilke tilfælde. Her bør vi stå sammen og trække en streg i sandet over for den patient, der reagerer uhensigtsmæssigt, men absolut forståeligt: Det må ikke være morsomt at få taget dele af sin medicin fra sig. Men det er en nødvendighed. Og den eneste måde, vi får løst problemerne med alt for meget afhængighedsskabende medicin er at fortælle patienten, pressen og Facebook, at det er et samfundsansvar at være læge og at trappe folk ud, når det er muligt.

Herfra skal lyde et ”Godt gået” til patienten, der tør at stå frem og beskrive ikke kun smerten, men også den efterfølgende skam ved at tage den nemme automatreaktion. Det kræver stort mod. Lige så stort mod som det kræver at trappe ud af medicin.