Skip to main content

Netterstrøm B. Stress på arbejdspladsen. Årsager, forebyggelse og håndtering

København: Hans Reitzels Forlag, 2002. 212 sider. Pris: 249 kr. ISBN 87-412-2460-4 Gitte Daugaard

2. nov. 2005
2 min.

Der er mode i stress, og det er nærmest en trend i tiden at formidle halve sandheder og letkøbte løsninger på stressproblematikken. Bo Netterstrøm har stor viden om stress og arbejdsliv, som han har formået at formidle så godt, at denne bog udgør et solidt modstykke til denne trend.

I den første halvdel af bogen gives et overblik eller en slags status på stress. Første halvdel rummer definitioner på stress, årsager og mulige konsekvenser af stress beskrives, den danske lov- og aftalemæssige status på stress/psykisk arbejdsmiljø gennemgås og endelig nævnes forskellige undersøgelser, der vurderer omfanget af stress i Danmark og EU. Den anden halvdel af bogen er koncentreret om forebyggelse og håndtering af stress. I anden halvdel gennemgås arbejdsorganisatoriske forhold, samarbejdsrelationer og mere overordnede virksomhedsbestemte faktorer som årsag til stress, inden man når til de direkte anbefalinger til forebyggelse og håndtering af stress på arbejdspladsen og individuelt.

Bogen kommer godt omkring det meget brede tema som stress på arbejdspladsen er. Formidlingsmæssigt er forfatteren sluppet godt fra at formidle populært og bevare kompleksitet og seriøsitet. Stoffet er gjort forholdsvis let tilgængeligt bl.a. gennem flittig brug af case stories. Der henvises ofte til undersøgelser, og de væsentligste referencer er medtaget, så den, der ønsker at fordybe sig, har mulighed for det.

Bogens primære målgruppe er de, som arbejder professionelt med arbejdsmiljø, men enhver med interesse for emnet kan få noget ud af at læse bogen. Da det ikke er nødvendigt at læse bogen fortløbende, har læseren mulighed for at dykke ned i enkelte dele af bogen og samle det op, som har vakt interessen.

Et af bogens budskaber er, at stress kan forebygges og håndteres, men det kræver vilje, viden og handling. »Stress på arbejdspladsen« burde være obligatorisk læsning for enhver, som tager beslutninger, der har konsekvenser for andres arbejdsliv.