Skip to main content

Nielsen SP. Et år i Oman. En beretning fra et moderne arabisk land

Vagn Sele

2. nov. 2005
1 min.

Jeg kender forfatteren ganske godt. Pors Nielsen skriver, som han taler, men det er en fordel, fordi man altid gerne lytter til hans engagerede måde at udtrykke sig på. Han skriver, at bogen bygger på dagbogsnotater, men i bogen beskrives interessante emner som fødsler og flerkoneri, sygdom og sundhed. Også Universitetets forhold er beskrevet.

Bureaukratiet blomstrer i Oman, men det overlever forfatteren ved at holde af landets natur, som beskrives levende. Jeg tror forfatterens evne til naturbeskrivelse hænger sammen med hans evne til at male naturalistisk.

Man får et glimrende indtryk af, hvorfor det kun langsomt kan lade sig gøre at ændre et feudalistisk samfund til demokrati. Processen er på vej efter beskrivelsen på grund af en meget dygtig hersker, som forfatteren er en stor beundrer af.

Bogen kan med udbytte læses af ikkelæger, men den giver et ekstra input, hvis man har kendskab til medicinsk terminologi og lægelig tankegang.

For Pors Nielsen var opholdet i Oman en stor oplevelse, som han med bogen har muliggjort for os andre at medopleve.

København: Lægeforeningens forlag, 2002.

160 sider. Pris: 175 kr.

ISBN 85-7891-047-1