No free lunch

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

At mennesker (for ikke at tale om firmaer) foretager sig ting, fordi det betaler sig, er velkendt, men det er åbenbart et fænomen, mennesker har brug for at blive mindet om. Man kan sige »noget for noget«, eller som englænderne udtrykker det »no free lunch«. Hvis man får goder af andre mennesker, forventes der en modydelse.

Menneskets evne til at gøre sig illusioner er enorm og har formentligt været et evolutionært fortrin. At være alt for realistisk bliver man trist af, hvilket næppe har fordret overlevelsen på den afrikanske savanne. En vis portion realisme må der dog til såvel dengang som nu - ellers går det nok galt: Man bliver spist af løverne, kørt over af bilen, går bankerot osv.

Eller man bliver købt af lægemiddelindustrien uden at ville erkende det.

»Jeg bliver ikke påvirket«

Hvilket tilsyneladende er et sørgeligt faktum for en alt for stor del af den danske lægestand. Læger »på gulvet« forfægter deres ret til at blive inviteret til Langtbortistan, gå til møder med middage, have besøg af smilende repræsentanter med medbragt - ja, frokost. På industriens regning. »Jeg bliver ikke påvirket«, er mantraet. Bedre bliver det ikke i det professorale luftlag. Herfra er det i flere sammenhænge fremført, at det faktum, at man som professor og/eller overlæge er lønnet af firmaer til undervisning, forskning, advisory boards osv. med en klækkelig honorering, ikke udgør noget som helst problem i forhold til samtidig udfærdigelse af Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer, rådgivning af Lægemiddelstyrelsen o.l. Både ved tidligere lejligheder og ved aktuelle indlæg gives der udtryk for, at man som professor, overlæge osv. er højt hævet over den slags jordiske fristelser. Arbejdsindsatsen er - forstås - af ren og skær altruistisk karakter.

At kunne indtage en sådan holdning må efterhånden kræve en del energi med den mængde data, der foreligger på området. BMJ har næsten ugentligt seriøse artikler om emnet. I USA fremlægger Obamaadministrationen lovforslag med krav om offentliggørelse af lægers honorarer fra industrien. Selv vores egen i øvrigt meget lidt industrikritiske lægeforening kommer med spæde tiltag i retning af mere kontrol og åbenhed.

Man kan benægte fakta, men det bliver de ikke mindre sande af. Læger bliver selvfølgelig påvirkede af goder ligesom alle andre mennesker - inklusive professorstanden.

Mod bedre vidende

Som sagt - no free lunch.

Når professorer og formænd for diverse lægevidenskabelige selskaber (ingen nævnt ingen glemt) således i den aktuelle - hårdt tiltrængte - debat udtaler sig forarget i kølvandet på Henrik Dibberns klare stillingtagen til spørgsmålet, synes jeg kun, der er et at sige: De taler mod bedre vidende. Hvilket er beskæmmende. Og bekymrende. Og afdækker de magtfaktorer, der styrer diagnosticeringspraksis og behandlingsinstrukser i dagens Danmark. Sygeliggørelse og overmedicinering er på dagsordenen inden for alle specialer, men især psykiatrien er i fokus i en tid, hvor ADHD bliver falbudt, som var det is på en varm sommerdag. Hvor resultatet er medicinering med amfetaminpræparater til nu tusindvis af børn og voksne. Hvor en halv million danskere er i behandling med antidepressiva. Unge og gamle, kvinder og børn, fra vugge til grav. Uden smålig skelen til bivirkninger. Alt sammen efter års målrettet lancering af industrien i samarbejde med læger, der under en aura af professoral »ekspertise« skam kun vil det bedste for den stakkels syge menneskehed. Men at se på deres egne pekuniære forhold - det ønsker disse professorer ikke. Man må da håbe, at de bliver tvunget til det i en ikke så fjern fremtid. Heldigvis og meget positivt bliver problemkomplekset om sygeliggørelse qua diagnosticeringspraksis nu undersøgt i WHO-regi. Det forløbne år har rykket i den rigtige retning på flere måder. At formanden for PLO, Henrik Dibbern, så klart og åbent har problematiseret lægers dobbeltroller i forhold til Lægemiddelindustrien, er så sandelig en meget væsentlig del af denne positive udvikling. Han er en modig mand, som lægestanden kan være stolt af.