Nørgaard L. Aktiv selvhjælp - et forsvar for aktiv dødshjælp

Forfatteren til denne debatbog er energisk tilhænger af aktiv dødshjælp. Hun har fået den idé at kalde det »aktiv selvhjælp« for at slå fast, at dødshjælp kun bør gives til et menneske, som »selv ytrer ønske eller signalerer ønske om denne type hjælp«. Lone Nørgaard spørger ikke desto mindre, hvorfor man behandler »gamle, affældige hunde med rådne tænder og dårlige maver« bedre end mennesker, ved at give dem en dødelig medicindosis, »så de kan sove ind«. En hund kan ikke formulere et ønske om at dø eller henvende sig til dyrlægen, forklarer hun - »Jeg formulerer og udøver ønsket for den«. Det ser ud til, at hun alligevel går ind for, at det også skal kunne foregå på den måde hos mennesker. Indtrykket forstærkes af, at hun præsenterer de dele af filosofferne Jonathan Glover og Peter Singers tankegange, »som jeg skal bruge til mit formål«. Hun nævner f.eks. »For at have ret til noget må man for det første være bevidst om sin rettighed. For det andet ville opretholde den. Så for at man kan have ret til livet, må man være i stand til at ønske fortsat at eksistere«.

Bogen har et flydende sprog og er let læst. Selv om mange af dens påstande er ganske letbenede, serveres de indimellem med en forbavsende aplomb, såsom: »Men jeg vil hævde, at det alt andet lige må være bedre at være et normalt fysisk fungerende menneske end et menneske udstyret med svære handicap«.

I et kapitel med titlen »Hvordan behandler vi vores gamle« retter Nørgaard en hård kritik mod ældrepolitikken og fremhæver den afstand, der er imellem de erklærede mål og virkeligheden. Det viser sig nu, at hendes forslag til løsning af problemerne er aktiv dødshjælp. Man glipper først med øjnene, men det går op for en, at det faktisk er et hovedanliggende for forfatteren. Dette kapitel slutter således med en positiv omtale af den amerikanske patolog Jack Kvervorkian og hans selvmordsmaskine, der foreslås som en mulighed. Eller den hollandske model, som »er gennemprøvet og har vist sig at fungere«. (- hvilket vil sige?)

I et centralt kapitel »For og imod eutanasi« anvendes en slags sokratisk metode, idet Nørgaard diskuterer med en fiktiv person. Det kan som bekendt være en god idé, men stilen er svær at gennemføre - som at spille skak med sig selv og lade som om, »modstanderen« ikke kan finde de gode træk. Modparten er da også overmåde tam og søger tilflugt til uargumenterede og trivielle påstande såsom: »Jeg mener i modsætning til dig, at et langt liv er det, vi alle sammen skal stræbe efter« eller forsøger sig med et »Hm! Lad os så springe til noget andet«, når Nørgaards argumentation bliver for overvældende.

Nørgaard nævner i indledningen, at debatten om aktiv dødshjælp »er mere væsentlig end nogen sinde i vores del af verden, hvor de gamle bliver flere og flere, og der bliver færre og færre til at drage omsorg for dem«. Og hun konkluderer så i slutningen, at der for hende er »to samstemmende interesser, der spiller sammen: 1) Patientens, fordi han ønsker at komme ud af dette liv, og vi - samfundet - derpå opfylder hans ønske, 2) Samfundets, fordi det kan anvende ressourcerne bedre. Hvis færre dødeligt syge, der ønsker at dø straks, blev holdt i live, ville der være flere ressourcer tilbage til dem, der ønsker at dø en naturlig død. De patienter ville samfundet kunne yde en bedre pleje i form af mere personale, bedre faciliteter og mere tid til den enkelte«.

Der er næsten ingen ende på, hvor uenig jeg er i dette synspunkt og i denne bogs hovedanliggende. Men jeg synes end ikke, at den tjener dette anliggende særlig godt. Bogen har en emsighed over sig. Forfatteren vil så meget. Hun giver nogen omtale af udvalgt litteratur og filosofi og af etik og samfundsforhold, men udviser et manglende kendskab til en klinisk verden endsige palliativ behandling. Det kan man måske ikke forlange, men da bogen samtidig er mærkeligt naiv og klichépræget i beskrivelse af menneskelig lidelse og magtesløshed, bliver den afstumpet.

København: Forlaget Fremad 2002.

151 sider. Pris: 198 kr.

ISBN 87-557-2412-4