Retningslinjerne i den nye méntabel [1] fortjener kliniske kommentarer, idet der kan opstå en diskrepans mellem angivelserne i tabellen og den kliniske virkelighed. I tabellen bliver det anført, at der ved fastsættelse af méngraden skal være en sammenhæng mellem, hvor svært traumet har været og ménets størrelse. Det fremgår således: »Det strider mod almindelig retsopfattelse at udmåle store godtgørelser for traumer eller påvirkninger, der efter almindelig lægelig erfaring ikke har givet store følger«.
Her udgør de psykiske belastningsreaktioner et specielt problem, der vanskeligt kan indpasses i den implicitte antagelse af en lineær sammenhæng mellem traumets sværhedsgrad og de efterfølgende mén.
For det andet anføres, at der skal være en vis tidsmæssig sammenhæng mellem traumet og symptomernes opståen.
Ved de psykiske traumer vil der ofte ikke være en lineær sammenhæng, idet (for fagfolk og den almindelige opfattelse) selv voldsomme - både i psykisk og fysisk kraft - hændelser, vil afstedkomme beskedne eller ingen psykiske mén, og omvendt - selv »små« traumatiske begivenheder kan afstedkomme voldsomme psykiske følger (mén).
Det er velkendt, at bl.a. den habituelle personlighedsstruktur og oplevelsen af behandlingen umiddelbart efter traumet har betydning.
Den traumatiske begivenhed kan sænke tærsklen for udviklingen af traumatiske belastningsreaktioner - jf. mentabellens pkt. 4.1 og 4.2. - ligesom visse asteniske og nervøse lidelser, der ikke har været erhvervshindrende forud for traumet.
Fra det daglige kliniske arbejde er det kendt og beskrevet [2], at der er tale om latenstid, idet disse opstår forsinket eller protraheret. Igen kan prædisponerende faktorer spille en rolle, men de er hverken nødvendige eller tilstrækkelige til at forklare dets opståen.
Disse opstår typisk uger til måneder efter traumet, og fuld remission opnås ikke.
Her må det videre udelukkes, at senere opståede traumer - dvs. i tidsrummet mellem det anmeldte forhold og tidspunktet for vurderingen af det bemeldte - ikke kan tillægges betydning. Dette kan ingenlunde fornægtes, idet en senere hændelse (f.eks. en nært pårørendes død) kunne reaktivere den oprindelige hændelse.
Disse forhold fortjener særskilt opmærksomhed ved fastlæggelsen af et mén og udgør et problemområde, der fordrer særskilt opmærksomhed.
Et yderligere specielt forhold forekommer ved tilstande, der afstedkommer bevidstløshed - specielt af længere eller måske af minutters varighed. Hos visse af disse klienter kan der ikke umiddelbart eller efter måneders varighed ses træk på en psykisk belastningsreaktion, som ud fra almindelig »sund fornuft« skulle forventes.
SVAR:
Referencer
- Méntabel. Arbejdsskadestyrelsens vejledende procenttabel til brug for afgørelser om godtgørelse for varigt mén truffet den 1. januar 2004 (www.ask.dk).
- WHO ICD-10. Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 2002.