Nok om tørklæder

Tre unge kvindelige læger, opvokset og uddannet i Danmark og med indvandrer-/muslimsk baggrund, har i Ugeskriftet skabt en livlig debat pga. et tidligere indlæg, hvor de forklarer, hvorfor de har valgt at bære tørklæde på arbejdet.

Jeg kommer selv fra et muslimsk hjem, har aldrig båret tørklæde, men vil gå på barrikaderne for muslimske kvinders ret til at bære tørklæde. Og det samme vil jeg gøre for den ortodokse jødiske mands ret til at bære kalot, sikhens ret til turbanen og den kristnes ret til at bære et kors om halsen.

Religionsfrihed kan ikke gradbøjes til at gælde for nogle men ikke for andre.

For nogle år siden var min lillebror meget syg. Han boede i Toronto, og jeg var hos ham på hospitalet i en hel måned. I den måned fik jeg lejlighed til at se en multikulturel/multireligøs arbejdsplads: Min bror blev tilset af læger med forskellig baggrund, som kristent-canadisk, jødisk-canadisk, arabisk- canadisk; sygeplejerskerne var fra Afrika, Polen, Japan osv. I kantinen blev der talt så mange forskellige sprog, så det føltes som Babylon, men arbejdssproget var engelsk, og alle følte sig som canadiere.

De tre lægers tørklæde er deres egen sag, så længe de fungerer som danske læger, er loyale over for de danske værdier og normer på arbejdspladsen, og tørklædet ikke kommer i vejen for den praktiske udførelse af arbejdet.

Lad os komme væk fra den danske provinsialisme og i stedet tænke globalt og multikulturelt, for det er et faktum, at Danmark ikke længere er et monokulturelt samfund.