Skip to main content

Nu må det være slut med Lægeforeningens støtte til hetzen mod asyllægerne!

Centerlæge Ib Rasmussen, Asylcenter Avnstrup, Hvalsø. E-mail: isr@dadlnet.dk

8. feb. 2008
2 min.

I Ugeskriftet (2008;170:165-6) må vi endnu en gang stå model til mistænkeliggørelse. Bente Richs kronik er karakteriseret ved halve sandheder og hele insinuationer. Trods åbenlys uvidenhed om de faktiske forhold i asylsystemet har der dog sneget sig et par kendsgerninger ind.

For snart to år siden gjorde jeg Etisk Udvalg opmærksom på, at der var noget i gære:

»Yderligere er der en ting, som er med til at belaste arbejdet i Asylafdelingen. Nemlig at Røde Kors - herunder navngivne ansatte - er blevet faldet i ryggen i dagspressen, fordi de passer deres arbejde inden for de rammer, som Folketinget nu engang har udstukket og sat Udlændingestyrelsen til at forvalte.

Der er jo tale om et udfald mod medspillere, hvor man i stedet burde gå efter bolden eller modspillerne«.

Siden er hetzen bare accelereret.

Ja jeg er doctor at risk, men det er ikke risikoen for at blive skizofren af at skulle veksle mellem flere kasketter, der er problemet. Derimod den evindelige mistænkeliggørelse fra kollega(er), der ikke har sat sig ordentligt ind i tingene.

Det føles meget ejendommeligt, at en af disse personer tilbyder at være min/vores åndelige vejleder for at lette den byrde det er, at skulle varetage interesserne for både patienter og arbejdsgiver (læs: Udlændingeservice).

Det havde jeg ingen problemer med under 30 års almen praksis, hvor »arbejdsgiveren« var Sygesikringen, og i den sammenhæng er der ingen, der nogensinde har mistænkt en interessekonflikt - eller foreslået supervision.

En etisk set parallel situation - som måske ikke er evident for kvindelige læger - er, at vi mænd er vant til at skifte roller, uden at det giver problemer: Vi er mænd uden for klinikdøren, og læger inden for.

For mennesker med en konkret tilgang til tilværelsen forekommer det lidt vel filosofisk, at Etisk Udvalg bekymrer sig så meget om min/mine kollegers etik (som udvalget reelt ikke kender noget til), men ikke om Bente Richs, som er helt åbenlys i nævnte kronik.

Forslaget om en arbejds/supervisionsgruppe forekommer lidt overflødigt, men hvorfor ikke? Men hvis vi asyllæger skal deltage (og det synes at være os, det handler om), skal det foregå på helt andre præmisser end mødet om asyllægers arbejdsforhold i Domus Medica den 20.9.07, hvor vi blev udsat for verbal spanking uden mulighed for forsvar.