Skip to main content

»Nu skal man altså ikke tale psykiatrien ned«

Simon Hjerrild, psykiater, overlæge

12. dec. 2022
3 min.
Det eneste, man ikke kan snakke om, er elefanten i rummet: Der mangler akutressourcer. Det er jo den kedelige sandhed, man ikke kan omorganisere sig ud afSimon Hjerrild, psykiater, overlæge

Afsender af citatet i overskriften er oftest ledelseslag, der kan være nervøse for, om den dårlige omtale påvirker rekruttering og omdømme. Som kliniker er det svært ikke at tale om de udfordringer, der er. Om den virkelighed vi står i. Vi skal undskyldende se patienter og pårørende i øjnene og igen informere om, at vi »desværre« ikke har yderligere behandling i vores begrænsede tilbud. Også selvom der er faglig indikation for mere.

Klinikere, der påpeger en ubehagelig virkelighed, er ilde set i ledelserne. De marginaliseres, kategoriseres som »brokhoveder« og »nejhatte«. De kaldes »meget ambitiøse« eller »fanatiske« – et paradoksalt skældsord – i stedet for en værdifuld ressource. Deres påpegning af klare udfordringer bliver opfattet som uønskede for den virkelighed, man ønsker.

Men hvordan kan vi tale om virkeligheden, hvis vi ikke må tale om virkeligheden? Essensen er, at der i psykiatrien eksisterer to fortællinger om virkeligheden. Ledelsens version er oftest baseret på måltal, regneark, kommunikationsstrategier og ledelseslingo. Her går det godt, vi er »i proces«, og vi taler tingene op og finder de sagnomspundne gratis effektiviseringsgevinster. Strukturelle problemer individualiseres til klinikeren, der marginaliseret står med fødderne solidt plantet i virkeligheden og får beskidte fingre. Klinikeren mærker skammen, når forråelsen bliver nødvendig for at reducere alt for høje case loads eller skabe sengepladser til weekenden. Det eneste, man ikke kan snakke om, er elefanten i rummet: Der mangler akutressourcer. Det er jo den kedelige sandhed, man ikke kan omorganisere sig ud af.

Og selvom vi undgår at tale om udfordringerne, har patienter og pårørende jo gennemskuet, hvordan landet ligger.

At undgå at italesætte den reelle virkelighed er i sidste ende ikke imødekommende over for dem, der har brug for os, er vores eksistensberettigelse og betaler vores løn. Ønsket om ikke at tale psykiatrien ned dækker ofte over en manglende evne til at tale psykiatrien op til politikerne. Dette er uheldigt i en tid, hvor psykiatrien oplever historisk medvind, og mulighederne for reform og ressourcer aldrig har været bedre.

Psykiatri er et fantastisk speciale med et kæmpe potentiale, en faglig gave der bliver ved med at give. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg er blevet psykiater, og kommer aldrig til det. Men netop derfor er det så frustrerede at vide, at vi kan så meget mere, hvis vi blot kunne få lov til det.

Men så længe der ikke eksisterer en fælles opfattelse og italesættelse af virkeligheden på tværs af ledelser, klinikere og patienter, er det svært at løfte psykiatrien og rykke os tættere på de ægte løsninger.