Ny kultur for samarbejde med pårørende i psykiatrien

Det er tid til en kulturændring i psykiatrien. Det handler ikke her om en ellers hårdt tiltrængt tilførsel af resurser til psykiatrien. Det handler om at bruge alle de resursepersoner, vi har, på en ny og bedre måde. Det gælder først og fremmest de pårørende.

NYTÆNKNING TAK!

Hele den måde, vi inddrager de pårørende i behandlingen af patienterne på, skal tænkes om. De pårørende er ikke en del af problemet, men en del af løsningen. Det blev også klart fastslået i erklæringen fra PsykiatriTopmødet den 3. oktober 2009 for psykisk sårbare og pårørende, arrangeret af den nye paraplyorganisation for de frivillige organisationer: Det Sociale Netværk. For de pårørende er nemlig en stor resurse for psykiatrien. De har selv vidst det længe og har ofte bedt om at blive inddraget og informeret. Nu viser de sig at være en stor fordel for alle - først og fremmest selvfølgelig for patienterne. Men så sandelig også for de pårørende selv og personalet.

Pårørende er afgørende for, at vi kan komme i gang med den tidlige forebyggende indsats, men de er også centrale i selve behandlingsforløbet og den efterfølgende socialpsykiatriske indsats.

Mange pårørende er i dag i risikozonen for selv at blive ramt. Vi ved, at omsorgssvigt og utilstrækkelige tilbud også rammer de pårørende. Derfor er der brug for helhed.

Vi ser allerede nu de første spæde tegn på kulturændringen. Flere steder arbejder afdelingerne med at inddrage de pårørende aktivt og tidligt i forløbet. Det har været en stor succes, og man kan her virkelig tale om en win-win-situation.

SAMARBEJDE ER SVÆRT

Men sådan har det ikke altid været. Og sådan er det da langt fra alle steder endnu. Der har været en tendens til, at personalet har opfattet samarbejdet med de pårørende som besværligt og svært. Måske er svært det mest rigtige ord, for personalet og de pårørende fik ikke rigtig mulighed for at gøre brug af hinanden. Men typisk har der været en række grunde for patienterne til ikke at ville inddrage familiemedlemmer eller venner i deres behandlingsforløb. Ofte har patienterne sagt, at de ikke mener, at de pårørende skal inddrages, fordi de ikke har tid til det. Det er besværligt med transporten til og fra behandlingsstedet. Og så skal de jo have fri fra arbejde og have nogen til at passe børnene imens. Med andre ord: Patienterne vil gerne beskytte deres pårørende. De skal ikke vide, hvor slemt de i virkeligheden har det. Men patienterne vil også gerne beskytte sig selv. Det er ikke altid rart, at ens pårørende får at vide, hvad man går og tænker på.

Omvendt er den pårørende efterladt i uvidenhed, uvished og magtesløshed. Det ved patienten også, og vi risikerer en selvforstærkende, gensidig bekymring og skyldfølelse, som også rammer patienten.

AT OVERKOMME MAGTESLØSHED OG FRUSTRATION

I langt det fleste tilfælde har man som pårørende i forvejen været igennem en hård og opslidende proces, inden ens nærmeste bliver indlagt. Modtagelsen på afdelingen er derfor meget vigtig. En pårørende udtrykker det sådan: »Det er en uhyggelig svær situation at stå i. Derfor er det så afgørende, at personalet har forståelse for, hvordan pårørende har det, når man første gang kommer på afdelingen«.

Det, som de pårørende først og fremmest efterspørger, er, at de gerne vil inddrages, tages alvorligt og informeres. De vil have den samme respekt og omsorg som den, patienten har krav på. Ordentlig vejledning og løbende information fra personale til pårørende er forudsætning for, at vi kan få en ny velfungerende indsats. Personalet skal give sig tid til at tale med de pårørende om deres følelser. Det gælder også vrede, frustration og sorg. For som ægtefælle, kæreste eller bror skal man jo vise sig fra den stærke side. Det skal man da bestemt også - men man er kun stærk, når man tør tale om sine følelser og bliver respekteret og anerkendt som en vigtig resurse i den sammenhængende behandling af patienten. Det skal vi blive meget bedre til. Og det gælder sådan set både for personale og pårørende.

EN VÆSENTLIG RESURSE

For sagen er, at de pårørende er en væsentlig resurse, når det gælder behandlingen af patienter med en psykisk sygdom. Det gælder både for patienter og for personalet.

Men hvorfor er det så nødvendigt at kende patienterne så godt? Det er fordi, de pårørende ofte kan se, at personalet gør tingene på en måde, som ikke passer lige præcis i forhold til deres nærmeste. De kender deres nærmestes vaner. De ved, hvad de bryder sig om - for eksempel døgnrytme, personlige grænser, madvaner - bare for at nævne nogle enkelte områder. Ved at tage de pårørende med på råd, får man de pårørendes perspektiv ind i processen, og får øjnene op for, hvor stor en resurse pårørende kan være i et sygdomsforløb.

Men de pårørende skal ikke kun inddrages under selve behandlingen på afdelingerne - de skal være med hele vejen igennem fra den tidlige forebyggende indsats til den efterfølgende socialpsykiatriske indsats i kommunerne.

KONKRETE VÆRKTØJER

Der er i høj grad brug for en holdnings- og kulturændring. Og det gælder sådan set både set fra personalets synspunkt og fra de pårørendes og patienternes synspunkt. Men en ændring af kulturen er ikke noget, som altid kræver store forkromede politikker og en masse resurser.

Helt praktisk er det meget små, men vigtige ting, som skal til for at sætte kulturændringen på sporet. Man kommer langt med konkrete værktøjer - eksempelvis formaliseret kontakt til pårørende senest 48 timer efter indlæggelse og herefter tilbud om løbende kontakt, en pårørendemappe med information i et let og forståeligt sprog og en guide til personalet, som skal hjælpe dem til at få en god og konstruktiv dialog med de pårørende.

Også de pårørende og patienterne skal være åbne over for at tage del i kulturændringen. De pårørende skal tage den tid, som det tager at blive inddraget aktivt. Patienterne skal også være klar til at se, hvor stor en nytte de kan drage af at inddrage deres nærmeste. Men den tid og de resurser, som det kræver fra de pårørende og patienterne, er givet utroligt godt ud - og kommer mangefold igen.

DET VIRKER

Vi kan se, at det virker, hvis de pårørende bliver hørt, inddraget og taget med på råd. Projektet »Pårørende i Psykiatrien« har vist, at de pårørende på kort tid kan blive meget mere tilfredse med deres kontakt til psykiatrien. I 15 måneder har deltagerne i projektet arbejdet målrettet på at gøre de pårørende mere tilfredse med kontakt, information og samarbejde med de psykiatriske afdelinger. Og samtidig har man arbejdet med at gøre den faglige og organisatoriske kvalitet af arbejdet med pårørende endnu bedre.

Resultaterne fra projektet har været meget positive. Set i forhold til en landsdækkende tilfredshedsundersøgelse i 2005 er tilfredsheden med de pårørendes kontakt til psykiatrien i 2009 forbedret med 64 procent for sengeafsnittene og 34 procent for de ambulante enheder for de 21 afsnit, som deltog i projektet.

Ved at sætte de pårørende i psykia trien i fokus, kommer patienterne også i fokus. Og ikke mindst personalet. Når de pårørende får mulighed for at spille aktivt med, bliver de et aktiv i behandlingen - og et aktiv for sig selv, patienterne og personalet. Sådan en mulighed skal vi ikke tabe på gulvet. Den skal vi gribe og benytte os af.

PSYKIATRI I VERDENSKLASSE

Dette års satspuljeforlig bragte os ikke nærmere en psykiatri i verdensklasse. Desværre sakker psykiatrien yderligere bagud i forhold til det somatiske område. Midlerne rækker simpelthen ikke til at imødekomme behovet for forbedringer i psykiatrien. Derfor vil regionerne igen inddrage psykiatrien i forhandlingerne med regeringen om regionernes økonomi til foråret.

Vi skal skabe en ny helhed og sammenhæng. Vi kan gøre det bedre.