Ny psykiatrimodel

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Tak til cand.psych. Niels Peter Agger for debatindlægget i Ugeskrift for Læger (2010;172:3130-1). Med velvalgte ord peger han på kedelige tendenser i psykiatrien. Tendenser, som også spores eller mistænkes af andre fagfolk, men benægtes - uden just derfor at fordufte - af ikke så ganske få.

Han stiller fem ubekvemme spørgsmål. Er der nogle vidende psykiatere, der kan svare, eller vil Bertel Haarder?

Agger efterlyser en ny psykiatrimodel. Det samme gør jeg, senest for otte måneder siden i Ugeskrift for Læger (2010;172:1155) tilsyneladende uden at gennembryde kollegers træghed og modvilje.

Som jeg der beskrev, forsøger nutidig psykoterapi at klare sig med et ben, hvor tre er nødvendige. Den har derfor ikke en chance over for den biologiske model, der er stort set eneherskende, således at gloser som »opbevaringspsykiatri« og »medicinske bivirkningszombier« stadig er på sin plads.

Denne model, som jeg kæmper for, er den ny? Måske ikke, eftersom den er formuleret første gang for ca. 30 år siden. Men den er gjort af godt stof, Grofs udvidede kortlægning af sindet og hans stoffri behandlingsmetode, der er enkel og frit tilgængelig. Den er ikke slidt, anløben, rusten eller støvet. Den er ubrugt, dvs. så god som ny, kort sagt NY. Hvis jeg med disse ord kunne åbne en debat ville det være fint.

Endnu finere, hvis det skulle times mig at se handling, at nogen var nysgerrige nok til at afprøve metoden.

Grofs metode egner sig til gruppearbejde. Man skal selv prøve den. Den kræver faglig viden, nærvær, et godt lokale, nogle madrasser og et potent musikanlæg; er således omkostningslet.