Skip to main content

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen.

Samar Sa'ad 'Abdullah er dømt til døden og sidder i Irakisk fængsel. Hun har under tortur tilstået et mord. Der foreligger ingen beviser. Domfældelser i Irak bygger generelt ikke på beviser, men på tilståelser, og de opnås systematisk under tortur. Torturen omfatter voldtægt og trussel om voldtægt, elektriske stød, tæv med kabler eller rør, afrivning af finger- og tånegle, kvælning og timevis ophængning i ben eller arme.

Det antages, at 30.000 er fængslet uden dom, mange af dem i årevis uden at få at vide, hvad de er anklaget for, eller blive sat for en dommer. Trods den nuværende irakiske lov har både amerikanske og irakiske styrker fængslet personer uden anklage eller dom. Forholdene i de overfyldte fængsler er usle, hvad angår vand, hygiejne og føde. Amerikanerne havde i 2007 omkring 23.000 tilbageholdte, de fleste uden anklage eller retssag. Da de amerikanske styrker efter planen trækker sig ud af Irak i løbet af 2011 har de i 2009 og 2010 frigivet eller overført tusinder til irakiske fængsler, hvor fangernes skæbne er uvis.

Amnesty Internatonal har gentagne gange gjort de amerikanske myndigheder opmærksom på, at tilbageholdte ikke må udsættes for tortur og nedværdigende behandling, og efter international lov må man heller ikke overgive mennesker til andre myndigheder, hvis der er risiko for tortur eller mishandling. Man kan ikke påstå, at man behandler fanger humant, hvis man er vidende om, at de overgives til torturbødler, ligesom man heller ikke kan sende tilbageholdte mennesker ud i et område med landminer og påstå, at deres skæbne ikke længere er ens ansvar.

Amnesty International udgav i september 2010 en rapport med ovennævnte titel - »Nyt styre, samme overgreb« [1]. Den bygger på tilbagemeldinger om alvorlige krænkelser af menneskerettigheder fra en udsendt mission til Irak i 2010. Amnesty opfordrer det irakiske styre, de kurdiske regionale myndigheder og USA til at respektere de internationale humanitære love, hvilket indebærer undladelse af tortur og mishandling, frigivelse af uretmæssigt tilbageholdte fanger, sikring af at fangerne får kontakt med deres familier og advokater (og at advokaterne ikke forfølges for at tage sagerne) og så videre. Rapporten findes i en mindre udgave, der netop er blevet udgivet [2].

Relevant for lægefagområdet opfordrer Amnesty det irakiske justitsvæsen til, at FN's Istanbul-protokol anvendes som udgangspunkt for den retsmedicinske dokumentation af tortur og overgreb med henblik på efterfølgende retsforfølgelse af gerningsmændene [3]. Endelig beder Amnesty forskellige landes lægeforeninger om at rette henvendelse til den irakiske lægeforening for at understrege de gældende lægelige deklarationer om tortur og medicinsk etik. Det har vi opfordret til i et brev til Lægeforeningens Hovedbestyrelse, men det er vigtigt, at myndighederne påvirkes fra flere sider, hvis ikke krigen skal efterfølges af et nyt ryggesløst regime.



  1. New order, same abuses. Unlawful detentions and torture in Iraq. http://www.amnesty.org/en/library/info/MDE14/006/2010/en (maj 2011).

  2. Broken bodies, tortured minds: Abuse and neglect of detainees in Iraq.http://www.amnesty.org/en/library/info/MDE14/001/2011/en (maj 2011).

  3. Istanbul Protocol. Manual on the effective investigation and documentation of torture and other cruel inhuman or degrading treatment or punishment. United Nations 1999. http://www.ohchr.org/Documents/Publications/training8Rev1en.pdf (maj 2011).

> Svar:

Formand for Lægeforeningens etiske udvalg Poul Jaszczak. E-mail: poul.jaszczak@dadlnet.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen.

Vi forventer, at man på den kommende generalforsamling i Verdenslægeforeningen (WMA) vedtager en politik på initiativ af den danske og den britiske lægeforening, der forpligter nationale lægeforeninger til at indberette konstaterede overgreb og tilfælde af tortur til WMA. WMA forpligter sig til gengæld til at videreformidle indberetninger til FN's special rapporteur på området, hvorved torturovergreb bliver bragt til verdens kendskab og FN's udsendinge kan tage handling på dem. Lægeforeningens etiske udvalg mener, at den rette fremgangsmåde til at tage hånd om overgreb og formodede tilfælde af tortur er at bringe FN i spil. Derfor har vi stillet forslaget. WMA forpligter sig til - såfremt politikpapiret vedtages til oktober - at assistere og støtte de lokale lægeforeninger, når indberetninger om tortur kommer til deres kendskab. Etisk udvalg er ikke afvisende over for at rette henvendelse til den irakiske lægeforening, men tvivler på effekten.

I WMA bestræber man sig i øjeblikket på at inkludere de arabiske lande. Muligheden for direkte påvirkning bliver markant større, hvis landene sidder med omkring bordet.