Skip to main content

Nyt »tilbud« fra Lægernes Pensionskasse

Overlæge Jan Fallingborg, Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling, Aalborg sygehus. E-mail: jaf@rn.dk

4. apr. 2012
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

For et par år siden, hvor det lave renteniveau havde varet et stykke tid, og der ikke var umiddelbar sandsynlighed for, at renten snart ville stige igen, fik vi af Lægernes Pensionskasse (LP) et »tilbud« om, at vi ved frasigelse af rentegarantien kunne få en chance for at opnå en meget højere pension.

En del af os sagde nej tak til at ændre pensionsaftalen, da vi fandt, at det var klogest at holde sig til det sikre.

Nu er LP igen klar med et tilbud. Vi har fået et fyldigt brev, hvor vi inden den 23. april skal beslutte os for en ny pensionsaftale. Man kan igen vælge en aftale, hvor man ved rentegarantifraskrivelse stilles en højere pension i udsigt, eller man kan vælge at beholde rentegarantien, men så mister man et pensionisttillæg, som udgør 11-12% af pensionen. Man får altså denne gang ikke mulighed for at bevare sin nugældende pensionsaftale. For mig ligner det en situation, hvor låntageren (LP) ikke mener sig i stand til at overholde sine betalingsforpligtigelser og derfor vil nedskrive sine gældsposter.

Mit spørgsmål er: Er denne fremgangsmåde overhovedet lovlig? Kræver en sådan ændring i vilkårene ikke en forhandling, hvor kreditorerne - pensionsopsparerne - accepterer gældsnedskrivelsen?

> Svar:

Administrerende direktør Niels Lihn Jørgensen, Lægernes Pensionskasse. E-mail: lpk@lpk.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

På generalforsamlingen i april sidste år informerede pensionskassens bestyrelse om, at den fandt, at det var fordelagtigt for medlemmerne at fravælge den garanterede ordning, da pensionskassen er afskåret fra at beskytte købekraften ved stigende inflation. Derfor ville pensionskassen arbejde på at tilbyde medlemmerne at omtegne deres pension til en ny og mere tidssvarende ordning inden for et år. Det er dette tilbud, som medlemmerne med den gamle ordning nu har modtaget.

Jeg vil indledningsvis understrege, at pensionisttillægget ikke fjernes pga. omtegningen. Pensionisttillægget fjernes som en konsekvens af det rente- og kursfald, som finanskrisen har ført med sig. Pensionskassen har ønsket at have omtegningstilbuddet klar til medlemmerne, før pensionisttillægget i den gamle ordning blev fjernet, hvilket er årsagen til, at det ikke er bortfaldet tidligere.

Til spørgsmålet om, hvorvidt pensionskassen må fjerne pensionisttillægget i gammel ordning og bevare det i ny ordning, kan jeg svare ja.

Pensionisttillægget er tidligere blevet udbetalt som en andel af pensionskassens egenkapital oven i den garanterede pension. Størrelsen af pensionisttillægget fastlægges af bestyrelsen, og pensionisttillægget kan nedsættes eller helt bortfalde. Tillægget er ikke garanteret og blev nedsat betydeligt i 2009. Vi gjorde da opmærksom på, at pensionisttillægget sandsynligvis ville blive nedsat yderligere.

I overensstemmelse med pensionskassens regler og anmeldte tekniske grundlag får pensionisterne udbetalt andel af egenkapitalen, hvis den skønnes at have tilstrækkelig størrelse til at opfylde sit formål. Under finanskrisen var det nødvendigt at overføre 5 mia. kr. fra egenkapitalen til de garanterede pensioner. De garanterede pensioner stiller meget større krav til pensionskassens solvens end de betingede pensioner. Derved risikerer pensionskassen at skulle overføre yderligere egenkapial til de garanterede pensioner. Det er derfor vurderingen, at vi af solvensmæssige grunde ikke længere kan fortsætte med at udbetale pensionisttillægget til medlemmer i den gamle ordning, som så at sige har fået deres del af egenkapitalen.

Der kan fortsat udbetales pensionisttillæg i den nye ordning med betinget garanti, fordi den ikke på samme måde belaster pensionskassens solvens.