Skip to main content

Nytænkning nødvendig

Karin Verland, formand for Lægemiddelindustriforeningen. E-mail: info@lifdk.dk

1. nov. 2005
4 min.

I en temaartikel i Ugeskrift for Læger nr. 29 sættes der fokus på væksten i medicinudgifterne. Det gennemgående i artiklen er spørgsmålet, om vi samfundsøkonomisk har råd til fortsat at tilbyde en medicinsk behandling, som vi gør i dag?

Artiklen anlægger en meget snæver tilgang til den overordnede udfordring - hvorledes et moderne og effektivt behandlingstilbud prioriteres og tilrettelægges. Artiklens snævre tilgang udelukker muligheden for, at man ved at tilføre flere ressourcer faktisk opnår offentlige besparelser på andre områder og dermed ender i en mere samfundsøkonomisk fornuftig situation. Hvad nu hvis der var samfundsøkonomisk fornuft i at overføre flere penge til sundhedsområdet?

Opnår patienterne en bedre behandling, en bedre livskvalitet og en hurtigere tilbagevenden til de daglige aktiviteter og arbejde? Eller med andre ord, at vi faktisk opnår værdi med lægemidlerne. Det er det centrale spørgsmål, som vi må fokusere mere på.

Det er vigtigt at optimere og effektivisere ressourceanvendelsen overalt i sundhedsvæsenet, men hvis det - som artiklen gør det - ender i »kassetænkning«, da er det et forkert spor at forfølge. Udgangspunktet bør være en anden og langt mere fleksibel og fordomsfri tankegang. Intet er statisk og slet ikke på sundhedsområdet!

Behandling med medicin er ikke den eneste behandlingsform, lægen har til rådighed. Det er blot en af flere muligheder.

Som de fleste læger allerede gør i dag, starter en udredning ofte med spørgsmålet, om behandling nu også er nødvendig. Nogle gange er kost og livsstilsændringer eller blot samtaleterapi tilstrækkeligt. I de tilfælde kan en behandling i traditionel forstand undgås.

Med til denne bredere vurdering af hvorvidt en behandling med medicin skal iværksættes, hører en bredere samfundsøkonomisk analyse. Et af de nyere eksempler herpå kan man finde i England, hvor NICE-instituttet (det der bør være forbilledet for det danske Institut for Rationel Farmakoterapi, IRF) for et par år siden anbefalede brugen af influenzaproduktet Relenza til behandlingen af ældre over 65 år og andre risikogrupper, da det samfundsøkonomisk vurderedes at være billigere, end at alle de influenzaramte belastede de praktiserende læger. I Danmark er man gået den modsatte vej og kræver en særlig udleveringstilladelse. Et eksempel der til fulde illustrerer problemstillingen: ser vi på den medicinske terapi ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv eller ud fra et produktperspektiv?

At de senere års udvikling i de offentlige udgifter til medicin har været stigende, skyldes heller ikke tilfældigheder. I et forsøg på at gøre noget ved den lave danske middellevetid har Folketinget de senere år iværksat en række initiativer som f.eks. hjerteplanen og kræftplanen. Initiativer der uden tvivl har haft betydning for både sundhedstilstand og livskvalitet. At disse initiativer også har haft en økonomisk omkostning er klart. Det må man politisk acceptere.

Den samfundsøkonomiske udfordring er der - ingen tvivl om det - men den største udfordring er dog stadig at få vendt »kassetænkningen« i den danske debat. Samfundet er på ingen måde statisk, hvorfor man kun »bag skrivebordet« kan operere med ensartede stigningstakter på de enkelte områder. Nye initiativer og ønsker kommer til. Sådan har det været indtil nu, og sådan vil det også være i fremtiden. Derfor en løbende samfundsøkonomisk vurdering af, hvad der er mest hensigtsmæssigt at tilbyde.

Det er i dag accepteret, at vi i Danmark på en række sygdomsområder ikke tilbyder - og gennemfører - den optimale behandling, ligesom der er patienter, der behandles forkert, herunder at enkelte muligvis også overbehandles. Med etableringen af IRF i 1999 håbede vi, at der ville blive sat mere fokus på denne problemstilling. I dag må vi desværre konstatere, at det ikke har været tilfældet. I dag anvender IRF langt flere ressourcer på at analysere mindre pris- og behandlingsmæssige forskelle på eksisterende produkter end på at vurdere, hvor vi som samfund udnytter behandlingen med medicin bedst.

Vi kan lære meget af englænderne på dette område. De engelske erfaringer viser, at der er langt mere værdi i at arbejde med behandlingsvejledninger, compliance og guidelines frem for mindre prisforskelle på de produkter, der kan vælges mellem på de enkelte sygdomsområder.

Vi må gøre op med denne snævre tankegang, som kommer til udtryk ved myndighedernes fokus på præparatvalg, ordinationskontrol og rekommandationslister. Vi må tænke anderledes og bredere, når behandlingen med lægemidler tilrettelægges og debatteres. Vi må prioritere på et højere niveau, end vi gør i dag. Vi må analysere behandlingens samlede værdi og ikke kun lægemiddeludgiften ved behandlingen. Gør vi ikke det, så kommer debatten aldrig længere, end tilfældet er i temaartiklen fra UfL nr. 29.

Befolkningsudviklingen alene vil medføre, at sundhedsudgifterne i de kommende år stiger - ikke kun på medicinområdet, men generelt i sundhedsvæsenet. Udfordringen er, at vi får mest mulig sundhed og livskvalitet for pengene. På medicinområdet kræver det imidlertid modet til at tænke nyt og mere fordomsfrit!

Det er derfor mit håb, at der i det udvalgsarbejde, Sundhedsministeriet og amterne netop har aftalt skal gennemføres i efteråret, også bliver mulighed for at drøfte, hvorledes vi får fokus på samfundsøkonomisk værdi og ikke alene lægemiddeludgifterne.

Patienterne forventer, med rette, at vi prøver at gå nye veje. I lægemiddelindustrien er vi parate til at drøfte mulighederne med myndigheder og læger. Vi kan sagtens gøre det bedre.