Ødelagt forskningskontinuitet og tabte timer!

På vegne af Uddannelsesrådet for intern medicin: hæmatologi, Region Øst, besvares indlægget fra yngre, hæmatologisk forskningsaktive læger [1].

Indlægget berørte to principielle problemer.

For det første om tidsforbrug til transport under uddannelse. Det vil være meget forskelligt afhængig af bopælsadresse i Danmark. Men indlægget henleder formentligt opmærksomheden på et generelt problem for mange yngre læger også i Region Øst. Som regnestykket er sat op, er det virkeligt et betydeligt tidstab, hvis anslået 1.000 timer på to år kunne anvendes til forskning. Så enkelt kan problemet ikke præsenteres. Den tid som forventes at gå til transport til amtssygehuse i region Øst, kan ikke konverteres som tabte timer, men skal modregnes den tid, der ville blive brugt til transport til hospitaler i Københavnsområdet. Det halverer formentligt timetallet, for nu at følge denne tanke. Men det er urealistisk at give indtryk af, at enhver yngre læge dagligt møder i laboratoriet på et universitetshospital efter dagsarbejde som uddannelsessøgende. Det må også stilfærdigt bemærkes, at der udføres forskning også uden for København, om end det kan være vanskeligt at etablere de samme undersøgelser og metoder andetsteds. Det handler heller ikke om et præcist timetal, som utvivlsomt vil være meget individuelt. Det handler om princippet i at yngre læger ofte må rejse, eller acceptere ordninger som medfører dette, for at få uddannelse. Og det er ikke specialerelateret eller regionsbestemt.

For det andet om uddannelsen til hæmatolog. Tak for bemærkningen om, at der er fornuftige pædagogiske og faglige overvejelser bag opbygningen af indstillingen til uddannelsesstrukturen. Netop derfor er der ikke anledning til bekymring for, at specialet ikke vil tiltrække uddannelsessøgende i fremtiden.

Hæmatologi vil bevare interessen også i konkurrence med andre specialer, fordi det er forskningsaktivt, med kort vej fra laboratorium til bedside, er dynamisk, har et meget nuanceret klinisk spektrum og med engagerede uddannelsesafdelinger. Denne del af indlægget er imidlertid baseret på en misforståelse. Planen til udkast for specialeuddannelsen i hæmatologi er ikke udfærdiget på et tilfældigt grundlag. Grundlaget er udtrykt i Speciallægekommissionens betænkning og under processen udmøntet i ensartede retningslinjer til hvert speciales Uddannelsesråd fra sekretariatet for det Regionale Råd i region Øst. Enkelte detaljer er bestemt af Specialeselskabet efter drøftelse på generalforsamlinger. Dette »tekniske« grundlag er i Uddannelsesrådet blevet integreret i den hensigt at give den bedst tænkelige kontinuitet på det bredeste patientgrundlag for at uddanne en speciallæge på kortere tid end nogensinde før. Det er ikke en opgave, som hæmatologi eller andre specialer har fundet på. Oplægget til de specialespecifikke regionale råd har været, at en stor del af uddannelsen skal planlægges at finde sted på funktionsbærende enheder på amts- og centralsygehuse.

Hvorvidt denne ændring i uddannelsesreformen alene tjener til en »tvangsdeportation af yngre læger for at løse et rekrutteringsproblem« som det udtrykkes i indlægget, må derfor kommenteres af andre, f.eks. af Sundhedsstyrelsen, det Regionale Råd, DADL eller FAYL. Uddannelsesrådets medlemmer har lokalt afholdt orienteringsmøder for alle. Ved møder i Uddannelsesrådet for intern medicin: hæmatologi har de to repræsentanter for yngre læger klart markeret det forhold, som påpeges i indlægget, og forholdet er viderebragt også ved et møde i det Regionale Råds sekretariat.

Debatindlægget tilkendegiver tanker, som mange uddannelsessøgende læger aktuelt må gøre sig - uanset speciale. Og derfor er det udmærket, at emnet tages op for at drøfte, hvad det dybest set handler om: friheden til selv at administrere sin uddannelse for at opfylde formelle krav.

Litteratur: