Økonomien og lægeprofessionen

Jeg vil udvide udsagnet til også at gælde økonomer!

Vi lever i en tid, hvor tendensen går imod at »kvantificere kvaliteter« - en bestræbelse, der i første omgang synes at være en sproglig selvmodsigelse, men som ofte kan gennemføres, uden at det kommer til absurditeter. Denne operation kræver imidlertid en vis finfølelse og filosofisk dannelse.

Den opmærksomme læser ved vist allerede, hvor jeg vil hen: Normalisering af kvaliteter og kvantiteter til pengeværdi!

For en overfladisk og hurtig betragtning forekommer det jo ganske fornuftigt og realistisk - vi får en masse tal, der kan puttes i de statistiske formler - og vi skal jo i den sidste ende betale for det, vi ønsker at opnå.

Lægeprofessionen er en del af samfundet og må deltage i samfundets udvikling - altså: Pris på lægelige ydelser.

En naturlig følge har været tiltagende »operationalisering« af de lægelige procedurer. Et udslag har været akkreditering og diverse former for kvalitetskontrol (f.eks. de nationale indikatorprojekter og operation LIFE). Sådanne projekter knytter naturligt an til »Guidelines« fra de videnskabelige selskaber. Man får flowdiagrammer for snart sagt alle procedurer og interventioner - nøglefærdige til manipulation af djøffer og økonomer!

Det er indlysende, at man i disse bestræbelser startede med de procedurer, der lettest og mest naturligt egnede sig til »kvantificering og prissættelse«. Altså interventioner med rimeligt veldefinerede indikationer, veldefinerede i forbrug af materielle ressourcer og tidsforbrug - interventioner, der kan opfattes som »færdigbehandling « af en sygdom/symptom. Jeg behøver vist ikke at give eksempler!

Det medfører ventetid i det offentlige sygehusvæsen, og politikerne må selvfølgelig reagere.

Denne indgriben hedder behandlingsgaranti og outsourcing og fremkomsten af et privat behandlingstilbud - naturligvis på privatøkonomiens betingelse - profit!

Det har virket - på en måde: Ventetiden for en række veldefinerede procedurer, der er lette at prissætte, er gået voldsomt ned. Det har imidlertid været ganske kostbart - de private leverandører har fået gunstige priser for deres ydelser.

Der var for nylig en artikel i BMJ [1] om erfaringer med outsourcing inden for den primære sektor i USA.

De var ikke opløftende. Man kontraherede med selskaber, der hurtigt dannede sig med henblik på at opfange denne forretnings mulighed, såkaldte managed care og health maintenance organisations - HMO. Man kalkulerede med en besparelse på fem procent som følge af øget »effektivitet«. En sådan besparelse har ikke vist sig - tværtimod. I kontrakterne fik man åbenbart indbygget en klausul, der betød, at firmaerne kunne udvælge de patienter, de ville overtage fra den primære sektor. Det siger sig selv, at der skete et fravalg af patienter, der allerede var svært syge eller havde massive risikofaktorer for snart at blive det.

Tilmed fik firmaerne ret til at sende patienterne tilbage til medicare, hvis de viste sig for kostbare. Det fremgår af artiklen, at der også eksisterer en stor mellemgruppe, hvor firmaerne har forhandlet sig frem til forbedrede ydelser fra det offentlige, fordi patienterne viste sig for kostbare til standardydelsen. Alligevel er udgifterne til patienterne, der har skiftet til HMO, 12 procent over udgifterne for tilsvarende patienter, der er blevet i medicare.

Man forstår, at der er skabt en privat molok med »snabelen« i de offentlige kasser, hvis udgifter inden for sundhedsområdet er steget til 60 procent af de totale udgifter inden for dette område - et tal, der nok kommer bag på de fleste danskere. Ved de interaktive processer, der er velbeskrevne i systemteorien, har der udviklet sig en økonomisk magtfaktor, der opretholder og udbygger denne magt - massive profitter til deltagerne og allestedsnærværende lobbyister. Når den først har etableret sig, er den svær at udrydde!

Er det den vej, vi ønsker at gå?