Økonomisk ordination af lægemidler

Trods mange tilskyndelser om tilbageholdenhed fortsætter Københavns Amts udgifter til lægemidler deres himmelflugt.

Kardiologisk afdelings læger på Amtssygehuset i Gentofte foretrækker ved ordination af en ACE-hæmmer næsten altid trandolapril (Gopten, Odrik), hvilket medfører, at patienterne efter udskrivelsen forventer at skulle fortsætte med dette lægemiddel. Da behandlingen er indledt på en højt specialiseret og velanskreven afdeling, er det ikke altid let at overbevise sådanne patienter om, at de ved en lige så god behandling med enalapril, f.eks. Corodil, kan spare sig selv og samfundet for ret mange penge. Og hvis besparelsen for patienten er negligeabel, fordi vedkommende får et stort syge-sikringstilskud og måske også som medlem af Sygeforsikringen Danmark får tilskud herfra, kan opgaven være endnu vanskeligere.

Ækvipotente doser af trandolapril og enalapril er hhv. 2 mg og 10 mg [1]. En sædvanlig dosering af Gopten eller Odrik 2 mg ´ 2 daglig medfører en samlet årlig udgift på i alt mindst 3.833 kr. (aktuel pris 514,60 kr., hhv. 519,40 kr. for 98 tabletter [2]). Der findes ingen billigere synonympræparater. En tilsvarende behandling med enalapril 20 mg daglig medfører en samlet årlig udgift på 280 kr. (billigste synonympræparats aktuelle pris 76,70 kr. for 100 tabletter [2]). Forskellen i årlig udgift er til at mærke for både patient og tilskudsinstanser (ca. 3.550 kr.).

På Amtssygehuset i Gentofte blev der den 15. september 2003 afholdt et veltilrettelagt og velbesøgt møde for praktiserende læger, bl.a. arrangeret af sygehusets kardiologiske afdeling. Ved denne lejlighed blev den tilstedeværende kardiologiske overlæge forespurgt, om trandolapril foretrækkes for enalapril af farmakologiske grunde. Dette benægtede den pågældende utvetydigt og forklarede, at trandolapril alene foretrækkes, fordi producenterne af Gopten og Odrik leverer disse lægemidler til Københavns Amts Centralapotek med en så betydelig sygehusrabat, at prisen endda er lavere end for enalapril.

Producenternes rationale herfor underforstås at være, at patienterne efter udskrivelsen må købe lægemidlerne på apoteket til den nævnte højere pris gennem en sandsynligvis ganske lang periode.

Det lød jo ret interessant.

Centralapoteket for Københavns Amts Sygehusvæsen i Herlev (ved ledende farmaceut Dorte Langhoff) oplyser imidlertid, at både Gopten og Odrik ganske vist leveres til Centralapoteket med sygehusrabat, men dog alligevel ti gange dyrere end enalapril i ækvipotent dosis, ligeledes med sygehusrabat. Den påståede økonomiske fordel for sygehuset fortoner sig således.

Årsagen til at foretrække trandolapril blæser vel ikke væk i vinden?

Den andel af vor kliniks samlede patientantal, der har fået ordineret trandolapril på kardiologisk afdeling, udgør ca. 1%. Hvis dette antages at være repræsentativt for Københavns Amts ca. 618.000 indbyggere, kan amtets samlede antal personer i en sådan behandling anslås til ca. 6.000. Dette er i overensstemmelse med, at antallet af definerede døgndoser (DDD)/1.000 indbyggere i Københavns Amt i 3. kvartal af 2003 udgjorde lidt over 900 [3], hvilket svarer til, at ca. 6.100 patienter var i behandling med trandolapril i dette tidsrum.

Hvis det antages, at patienterne fortsætter den iværksatte behandling med trandolapril efter udskrivelsen fra sygehus og ikke får ændret den til enalapril, enten fordi den praktiserende læge ikke er opmærksom på problemet, eller fordi patienten af forskellige grunde vægrer sig herimod, vil det medføre en unødvendig årlig merudgift på ca. 21 mio. kr. Heraf repræsenterer Københavns Amts medicintilskud via sygesikringen formentlig ca. 15 mio. kr. Hertil kommer den sikkert noget mindre merudgift, som også sygehusene pådrager sig ved at foretrække trandolapril for enalapril.

At forbruget er stort, illustreres af, at trandolaprils andel af alle solgte ACE-hæmmere efter ordination i almen lægepraksis opgjort som DDD udgjorde 24% i Københavns Amt i 3. kvartal 2003, mens det tilsvarende tal for hele Danmark var 12% [3]. I Århus Amt kunne man mærkeligt nok klare sig med kun 3%. I udgifter var de tilsvarende andele hhv. 46% i Københavns Amt og 23% i hele Danmark.

Nu er alle (vistnok) blevet overbevist om, at simvastatin er mindst lige så godt som alle andre statiner og i form af billigste synonympræparat kun koster under 10% af de dyreste statiner. På lignende måde er det gået for protonpumpehæmmerne.

Hvornår kommer turen til ACE-hæmmerne og andre lægemiddelgrupper?

Medicinalindustriens indflydelse på ordinationsvanerne bliver problematiseret i stigende omfang og må efter den aktuelle dagsbladsdebat [4] efterhånden også nå på politikernes bord.