Skip to main content

Øre- næse- halssygdomme. Hoved og halskirurgi, 11. udgave Bretlau P, Pedersen CB, Ovesen T.

Overlæge Christian Godballe E-mail: godballe@dsa-net.dk

6. jun. 2006
2 min.

Den danske lærebog inden for faget oto-rhino-laryngologi er nu kommet i sin 11. udgave, hvorved en lang og flot tradition videreføres. Målgruppen er primært de medicinstuderende, men også den færdiguddannede læge eller tandlæge kan drage stor nytte af bogens indhold.

Den nye udgave har bevaret samme systematiske og anatomisk relaterede disposition som de forrige. Sproget er enkelte steder strammet op, og der er tilføjet relevante figurer. Vigtigheden af afsnittene omkring undersøgelsesteknik er fortsat betonet ved anvendelse af anden baggrundsfarve. Bogen indeholder afsnit, som ligger ud over pensum for de medicin studerende. Dette afhjælpes i de fleste situationer ved anvendelse af petit.

Ved sammenligning imellem 10. og 11. udgave findes der ikke væsentlige forskelle i indholdet. Dog er beskrivelsen af behandlingsprincipper samt tal vedrørende forekomst af maligne lidelser blevet ført ajour. Som noget nyt er tilføjet en cd-rom, som på en flot og pædagogisk veltilrettelagt måde demonstrerer den basale teknik ved øre-næse-hals-under- søgelsen. En sådan visualisering er en betydelig forbedring af de studerendes mulighed for indlæring af korrekt undersøgelsesteknik.

Lærebogen er meget bred og dækker således hele det klassiske oto-rhino-laryngologiske fagområde. Men set i lyset af specialets udvikling er der enkelte områder, som måske kunne opprioriteres:

O Klinisk ultralydsundersøgelse af hoved og hals foregår efterhånden på en række øre-næse-hals-kirurgiske afdelinger og er flere steder den naturlige første billeddiagnostiske undersøgelse ved rumopfyldende processer. Betydningen af denne modalitet fremgår desværre ikke af den foreliggende lærebog.

O Bogen beskriver på passende vis behandlingen af thyreoideacancer. Men i takt med den tiltagende specialisering behandles flere og flere patienter med benigne thyroidealidelser inden for specialet, og de øre-næse-hals-kirurgiske afdelinger forestår således mere end halvdelen af landets cirka 1.500 årlige thyroideaoperationer. Et afsnit om udredning og behandling af patienter med knudesygdom i glandula thyroidea ville være en væsentlig styrkelse.

Sammenfattende kan siges, at 11. udgave af »Øre-næse-halssygdomme. Hoved og halskirurgi« er en opdatering af forrige udgave med tilføjelse af en velstruktureret og pædagogisk opbygget cd-rom omkring de grundlæggende og vigtige undersøgelsesteknikker. Lærebogens koncept er afprøvet gennem mange års undervisning af medicinske studenter og har vist sit værd. Det forhold, at der er tale om en dansk lærebog med afsæt i danske forhold, betyder, at procedurer og terminologi kan anvendes direkte i den kliniske hverdag. Bogen er således meget anbefalelsesværdig.

København: Munksgaard Danmark, 2006.

375 sider + cd-rom. Pris: 698 kr.

ISBN 87-628-0589-4