OK til slut?

E  verything will be OK in the end. If it is not OK, it is not the end – Oscar Wilde.

25/24 blev stemmerne på repræsentantskabsmødet den 29. juni, hvor man afgjorde, at almen praksis nu valgte at gå forhandlingsvejen med Danske Regioner.

Meget er som bekendt gået forud for denne beslutning. En hidtil uset mobilisering af landets praktiserende læger, der sprang ud som debattører i landets aviser til forsvar for kerneværdierne i almen praksis. Og et rungende nej til at blive behandlet som ansatte. Enkeltsager i medierne om griske læger, der sætter hensynet til egen pengepung over interessen for patientens ve og vel og forsyner sig grådigt af samfundets tag selv-bord. »Styring og kontrol«, konkluderede modparten. Vi var mange, der igen og igen fik kaffen i den gale hals under morgenens avislæsning. »Tillid« tænkte og sagde vi. Uden tillid går det slet ikke.

Over 90% af ydernumrene blev deponeret i tillid til, at vores organisation ville vælge den bedste beslutning på alles vegne. Der opstod et hidtil uset sammenhold i almen praksis, og over 8.000 deltagere sluttede op om stormødet i Odense. Protesterne hjalp. De mest uspiselige elementer i regeringens lovindgreb blev ændret, og en række formildende kommentarer blev indføjet. Og så blev det 25/24.

Det kan være svært at sætte sig roligt ned i stolen nu, hvor vi endelig har lært at springe op af den.

Men måske skulle vi alligevel gøre det. Værdierne og holdningerne er de samme, det er bare midlerne, der har ændret sig. Lovindgrebet er stadig ærgerligt og forkert set med de fleste PLO’eres øjne, men nu prøver vort nye forhandlingsudvalg at få det bedste ud af det. De har brug for opbakning, og vi har alle brug for sammenhold. Ingen tvivl om, at der er pres på parterne for at opnå en bæredygtig OK 2014.

Selv om mange af os måske stadig har en 25/24-tvivl om, hvorvidt det var den rette løsning, vi valgte, har vi på demokratisk vis besluttet os for tillidsvejen. Den vi i øvrigt vælger hver eneste dag med vore patienter, når de henvender sig til os med deres egen dagsorden. Det er netop den tillid, vi kæmper for at bevare.

Vi håber det bedste, og en del af os frygter det værste. Politikernes fascination af kontrol og topstyring varer forhåbentlig ikke evigt.

Det ville være en god ide at se på de engelske erfaringer, inden også den danske praksissektor iføres en bureaukratisk spændetrøje. Det er ikke bare lægelig arbejdsglæde, der er på spil, men også kvalitet i egentlig, ofte umålelig, forstand. Tør vi håbe, at det går som i Viscontis Leoparden, at »alt skal forandres, for at alt kan blive, som det er«?