Økonomiske konsekvensberegninger - belyst ved et eksempel

Lægemiddelstyrelsen og Medicintilskudsnævnet er enige med Hans Keiding & Ole Færgeman i, at de beslutninger, vi træffer om tilskud til lægemidler, skal være evidensbaserede [1]. Men det er vigtigt at huske, at vores beslutninger nødvendigvis må træffes ud fra den viden, vi har på det tidspunkt, hvor den enkelte beslutning bliver truffet.

Vores beslutninger fra 1994, 1998 og 2002 vedrørende lipidsænkende lægemidlers tilskudsstatus var alle base-ret på den tilgængelige viden på de pågældende tidspunkter.

I 1994 kom resultatet af 4S-studiet. På baggrund heraf sendte daværende medicinaldirektør Palle Juul-Jensen et brev ud til alle landets læger, hvori han redegjorde for studiets resultater. Brevet var vedlagt rapporten »Forebyggelse af iskæmisk hjertesygdom i Danmark«, og det indeholdt de vejledende kriterier for tilskud til lipidsænkende lægemidler.

Kort tid efter nedsatte vi en kardiologisk ekspertgruppe, som gav os det råd, at statiner skulle have generelt klausuleret tilskud (kun til hjertepatienter), og at tilskud til øvrige patienter skulle administreres efter enkelttilskudsordningen. Formålet var at sikre, at behandlingen blev målrettet til de patienter, man på daværende tidspunkt vurderede, ville have gavn af behandlingen.

Tilskudskriterierne for de lipidsænkende lægemidler er gennem tiderne gået hånd i hånd med de behandlingsvejledninger, eksperterne har udarbejdet, og de er løbende blevet offentliggjort.

Vi mener ikke, at underbehandling af en given patientgruppe er et produkt af et givet lægemiddels tilskudsstatus. Se blot på blodtryksområdet, hvor der i dag skønnes at være over 350.000 patienter med forhøjet blodtryk, der burde være men ikke er i behandling med antihypertensiva, selv om disse lægemidler har og altid har haft generelt tilskud uden klausulering.

Endelig kan vi ikke tro andet end, at en læge altid iværksætter den relevante medicinske behandling, uanset om lægemidlet har generelt tilskud eller ej.