Om abortus provocatus

Tak til Laurits Bjerre for debatindlæg i Ugeskrift for Læger (2004;166:721-2). Laurits Bjerre har næppe i sin uddannelse opholdt sig så meget på operationsstuer. Det har jeg - praktisk taget alle arbejdsdage - siden jeg blev læge i 1953, og til jeg fratrådte som overlæge i 1996. Jeg har en lang kirurgisk uddannelse og selvfølgelig en endnu længere gynækologisk-obstetrisk uddannelse.

Jeg har observeret mange hundrede - vel tusinder patienter vågne op efter det ene eller andet kirurgiske indgreb - heriblandt hundreder efter at have fået foretaget abortus provocatus. Praktisk taget de eneste patienter, der græder under og efter opvågning af narkose, er kvinder, der har fået foretaget provokeret abort. Jeg vil skønne, at omkring halvdelen græder.

Jeg er derfor helt enig med Laurits Bjerre i, at provokeret abort påvirker kvinder langt mere end antaget - både på kortere og dermed formentlig også på længere sigt.

Inden loven om fri abort var mange kvinder »i klemme«, men efter loven om fri abort kom andre »i klemme« - kvin-der presset til abort uden eget ønske om dette indgreb - derfor deres reaktioner. Adgang til abort inden udgangen af 12. svangerskabsuge har mange negative konsekvenser, som ikke er tilstrækkeligt analyseret.