Om asyllæger, medier og politik

Overlæge Ebbe Munk-Andersen, Dansk Røde Kors Asylafdelingen. E-mail: ema@redcross.dkalment praktiserende læge Stefan Telling Johansen, overlæge Davor Mucic, speciallæge i almen medicin Ib Rasmussen, overlæge Christian Nørregård, overlæge Eric Schaumburg, alment praktiserende læge Marianne Raae Andersen og alment praktiserende læge Vibeke Noer-Hansen

I kender den vel, Johan H. Wessels historie om smeden og bageren. Smeden begår et mord, som bageren må undgælde, for som anklageren hævder over for dommeren i byen:

»Her boer en arm udlevet Bager,

Som Pokker snart desuden tager.

Vi har jo to, om man den ældste tog af dem?«

og dommeren retter så bager for smed.

Lægeforeningen har i et stærkt medieomtalt initiativ [1] rettet kritik mod asylansøgeres forhold på asylcentrene, mod asyllægernes arbejdsforhold og mod Dansk Røde Kors, som ved sin medvirken i asylarbejdet anklages for at støtte regeringens asylpolitik. I skrivende stund er valget så udskrevet, og man kan alt efter temperament og selvforståelse opfatte Lægeforeningens udmelding som en succes.

Det må hilses velkomment, at Lægeforeningen nu tager politisk stilling til et alvorligt sundhedsproblem og gør opmærksom på, at asylansøgere, der opholder sig længe i asylcentrene, bliver psykisk syge. I den ledsagende pressemeddelelse understreges, at der ikke rettes kritik mod de læger, der arbejder i asylcentrene, og det er ikke Lægeforeningens holdning, at læger skal trække sig ud af deres arbejde i centrene. Men denne tilføjelse gik nok lidt tabt i mediemaskinen eller druknede i andre overskrifter.

Forskning frem for personundersøgelser

Andre udmeldinger fik til gengæld mere plads. En gruppe børnepsykiatere og -psykologer har fremlagt resultater af en undersøgelse af seks børn, hvis forældre søger asyl. Lægeforeningen oplyser, at børnene er tilfældigt udvalgt. Det passer ikke, og det gør det jo svært at udtale sig om resten af børnegruppen på det grundlag. Efterfølgende publicerede Ugeskrift for Læger et videnskabeligt arbejde om psykiske lidelser hos asylsøgerbørn [2], som viste, at 35% af 4-16-årige børn i asylsystemet havde tegn på psykisk lidelse, men denne undersøgelse danner ikke grundlag for Lægeforeningens udtalelse, selvom den længe har været kendt af Ugeskriftet og Lægeforeningen. Det ville ellers have været mere klædeligt, om Lægeforeningen og andre, der udtaler sig, anvender anerkendt forskning som baggrund i stedet for personundersøgelser, der er udvalgt efter ukendte kriterier.

Lægeforeningen anfører, at en afvist asylansøger højst kan få tre konsultationer med en psykolog pr. ophold og højst kan blive tilset af en speciallæge fem gange. Det passer heller ikke. Yderligere behandling kan tilbydes med særlig betalingstilsagn fra Udlændingeservice.

Lægeforeningen udtaler, at »det, der foregår i asylcentrene, ikke er lægefagligt forsvarligt«, og på dette grundlag opfordrer Lægeforeningen Dansk Røde Kors til at revurdere sin faglige indsats i arbejdet med asylansøgere. Hvad menes egentlig? Udfører læger i Dansk Røde Kors et dårligt fagligt arbejde? Man kunne have formuleret sig på en anden måde, at »det, der foregår i asylcentrene, ud fra et lægefagligt synspunkt ikke er forsvarligt«. Herved ville man skulle fokusere på sygdomsfremkaldende faktorer og ikke på lægens faglighed. De to udsagn har således ikke samme betydning.

Lægeforeningens udmelding tager bl.a. udgangspunkt i erfaringer fra en temadag i Lægeforeningen den 20. september [3]. Der var tale om et lukket lægemøde arrangeret af etisk udvalg, hvor der imidlertid også var repræsentanter fra ikkelægelige organisationer blandt tilhørerne. Dette aftvinger en vis undren, for på hvilket grundlag var deltagerne egentlig inviteret, hvad var den lægefaglige interesse, og hvad var den politiske interesse i at deltage?

Doctors at risk

Ved mødet blev det fremført, men det fremgår ikke af referatet, at asyllæger må betegnes som doctors at risk, dvs. læger, som arbejder med dobbelt loyalitet, dels loyale med deres patienter, dels med en arbejdsgiver, som har andre interesser end patientbehandling. Det blev af denne grund foreslået, at læger i asylsystemet burde forlade deres stillinger, fordi de ikke kan overholde lægeløftet. På hvilken måde, de bryder lægeløftet, står ikke klart, og det ville i såfald fortsat være nødvendigt at tilbyde asylansøgere anden lægehjælp. Det blev så foreslået, at asylansøgere henvises til almen praksis. Dette forslag blev tidligere fremsat at DSI Institut for Sundhedsvæsen og Dansk Røde Kors i 2001 [4], men forudsætningen var dog, at asylansøgere blev omfattet af sygesikringsordningen, og det blev de som bekendt ikke. I stedet blev organisationen ændret til det, vi kender i dag [5]. I ovennævte rapport [4] udtaler en gruppe almen praktiserende læger i et fokusgruppeinterview, at »tilgang af en større andel af traumatiserede patienter ville kræve for meget af de praktiserende lægers energi, og at dette ville gå ud over andre patienter. I det omfang, der kunne etableres et behandlingscenter for traumatiserede asylansøgere, kunne de øvrige lægelige opgaver godt varetages i almen praksis«. Men som bekendt er asylansøgere ikke omfattet af frit sygehusvalg til behandling for traumatiserede flygtninge, og det er derfor ikke sikkert, at traumatiserede flygtninge ville få bedre behandlingstilbud end under det nuværende system.

Sagens kerne

Nu nærmer vi os sagens kerne. »Asyllæger agerer i et lukket rum, hvor normer og forventninger er ændret i forhold til det øvrige samfund, og det er svært at fastholde normer og etik (Benny Ehrenreich)«. Det kan jo ikke afvises, at læger og andet personale, der dagligt konfronteres med personer med stor lidelse, ændrer vurderingsgrundlag, og det er en faglig udfordring at undgå dette. En vis sikkerhed opnås dog ved, at flere af de almenmedicinere, der arbejder i asylcentrene, tillige er praktiserende læger ved siden af deres arbejde i Dansk Røde Kors, og flere af specialisterne er overlæger på regionale sygehuse. Det er svært at ændre sine faglige og etiske vurderinger, blot fordi man skifter kasket.

Eksemplerne peger i retning af, at kritikken i medierne mod asyllægerne fremsættes på et løst grundlag og i en anden sags tjeneste, nemlig at presse Dansk Røde Kors til at trække sig ud af asylopgaven og presse regeringen til at ændre sin asylpolitik, og det har hidtil vist sig at være en vanskelig opgave, så asyllægerne bliver til et let offer for kritikken. Det er i sandhed at rette bager for smed.