Skip to main content

Om børn og unge med depression Sørensen MJ, Thomsen PH.

Overlæge Else Bonde E-mail: ebo@psyk.nja.dk

4. nov. 2005
2 min.

Depression hos børn og unge er en tidligere ofte overset lidelse, der er meget sparsomt beskrevet i dansksproget litteratur. Bogen her henvender sig til pårørende og fagfolk såsom lærere, psykologer, læger og andre, der i deres dagligdag er i kontakt med børn og unge med depression.Bogen er skrevet af Merete Juul Sørensen, ph.d.-studerende, og Per Hove Thomsen, professor i børne- og ungdomspsykiatri. Begge har såvel klinisk som forskningsmæssig erfaring med børn og unge, der har en depression. Forfatterne beskriver familierne med respekt og børnene med stor omsorg og viden.Bogen er systematisk opbygget, let læst, velskrevet og beskriver alle aspekter af depression hos børn og unge. Forfatterne gennemgår kriterierne for diagnosen anskueliggjort med relevante kliniske eksempler. De beskriver hvordan diagnosen stilles og hvordan denne giver barn og familie klarhed. Der er brugbare oplysninger om hyppighed, årsager, forløb, selvmordsrisiko og behandlingsmuligheder. Anbefalinger vedrørende behandling følger internationalt anerkendte guidelines i forhold til vægtning af miljøændring, psykoterapi og medicin.Afgrænsningen mellem depression og depressiv reaktion på svær livssituation er specielt vanskelig hos børn grundet deres afhængighed af voksne. Forfatterne klargør på mange måder dette i et kapitel, hvor tilstande som tilpasningsreaktion og posttraumatisk belastningssyndrom, der kan forveksles med depression, gennemgås. De beskriver sammenhænge og differentiering imellem disse tilstande og depression. Man kan dog her savne uddybende betragtninger.

Alt i alt er jeg overbevist om, at bogen bidrager væsentligt til en bedre forståelse af depression hos børn, men også hos unge. Det lykkes forfatterne at formidle deres store viden på en let tilgængelig måde, der gør bogen interessant for fagfolk samtidig med, at den kan anbefales til pårørende.

København: Hans Reitzels Forlag, 2003.

116 sider. Pris: 150 kr.

ISBN 87-412-2371-3