Skip to main content

Omsider et nyt patientklagesystem

Kommentator Morten Freil. E-mail: mf@danskepatienter.dk

14. jun. 2010
2 min.

Sundhedsvæsenet får omsider et nyt patientklagesystem. Patienterne har længe påpeget, at det nuværende system virker uoverskueligt, mangler læringsaspektet og langtfra dækker patienternes behov for klagemuligheder.

Formålet med den nye lov om patientklager (L130) er at styrke patienternes retsstilling og forbedre mulighederne for læring. De første udkast til lovtekst lå meget fjernt fra patienternes behov, men der er i høj grad lyttet til kritikken efterfølgende. Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden får et bedre, mere sammenhængende og lærende patientklagesystem, som dog på enkelte afgørende punkter halter.

Patienterne får mulighed for at klage over systemfejl. Det er en klar forbedring, da de fleste fejl er systemfejl, hvor ansvaret ikke entydigt kan placeres hos en sundhedsperson. Læringsaspektet får en central placering, idet klager og indberetninger af fejl og hændelser samles i samme institution. Det er dokumenteret, at patienterne er mere optaget af læring end af straf, så det er en klar gevinst. Der er også grund til ros for, at der gives tilbud om dialog og mægling forud for en evt. klage- eller erstatningssag. Mange patienter er ikke interesserede i at klage, hvis bare de kan få en god forklaring og en undskyldning.

Desværre er der også enkelte store mangler ved loven. Forløbsklager skal alene behandles og afgøres administrativt i Patientombuddet. Inddragelse af lægmandsrepræsentanter kvalificerer afgørelser, bidrager med vigtige patientperspektiver og øger borgernes tillid til klagesystemet. I 11. time blev loven udvidet med et rådgivende praksisudvalg, der sikrer, at repræsentanter for relevante organisationer får adgang til at præge udviklingen af Patientombuddets praksis for afgørelser. Bestemt en forbedring, men ikke tilstrækkelig, da det ikke rokker ved retssikkerheden i den konkrete sag - den afgøres på skrivebordet uden mulighed for anke.

Den lokale mægling har en klar svaghed, da patienterne ikke får mulighed for at få en offentligt forankret person som bisidder. En bisidder kan rette op på den asymmetri i dialogen, som mange patienter vil opleve, når de skal tale med f.eks. overlægen på den afdeling, hvor der har været et beklageligt forløb. Det vil ramme patienter, som ikke har en pårørende eller en patientforening med resurser til at indgå i rollen.

Alt i alt er der grund til at ønske sundhedsvæsenet og patienterne tillykke, idet vi får et patientklagesystem, der rummer mange muligheder. Men loven rummer også risiko for, at der opbygges en tung organisation, som opleves bureaukratisk og fjern for borgerne. De sidste store sten ryddes forhåbentlig af vejen, når systemet skal evalueres om tre år.